Mens Kuglerne hvinte, Kartætskerne sprang, og Kimingen laa som i Luer, da, Brødre, da gik vi med Sang og Klang til Fest under Tempelets Buer.
Og midt i Slagenes dumpe Skrald steg høit vort: “Helligt er Studentens Kald!” Og Kamp har vi fristet, som Tiderne led med Ilddaaben døbtes vi alle,
har set Idealerne feies ned og Sandheder seire og falde. Men midt i Striden, i Seir i Fald, steg høit vort: “Helligt er Studentens Kald!”
Thi bedre at bygge med Sværd ved Lænd paa Vagt om vort ædleste Eie end vandre som sværmende Ungersvend de gamle romantiske Veie.
Ja, heller delte vi vel Tidens Kaar end gik og drømte om et Jubelaar. Men nu er det kommen vort Jubelaar. Nu staar vi med sænkede Kaarder,
mens høit mod Hvælvet et Sus der gaar af Ungdommens rige Akkorder. Og atter stiger gjennem Templets Hal vort: “helligt, helligt er Studentens Kald!”
Lad Aarene ændre de kjendte Præk. lad Minderne blegne og glemmes, et Minde kan Tiden: ei viske væk, et Drag kan ei svinde: vor Stenunes.
Stem i! Lad Tonerne kun hvirvle hen! Saa vælder Minderne vel frem igjen. Thi den, som blev ildnet at Aandens Glød, i Ungdommens jublende Dage,
hvad Tryk og hvad Trængsel ham Livet bød, der blir dog en Flamme tilbage. Og derfor bruser gjennem Templets Hal vort: “Helligt, helligt er Studentens Kald!”
Saa løfter da Glasset] Vel mødt som Mænd i Solskin og Høisommertide! Vel mødt, naar vi samles engang igjen ved Høst og med Haarene hvide!
Vel mødt! Saa stige da vor Livsdag al vort: “Helligt, helligt er Studentens Kald!”
Cookies on Poetry Cove