Sjoa drømmer stilt bag Grene,
Maanen strør sit blanke Sølv over Kve;
reis dig, Ragnhild! Vaagn, du vene!
Gjækkende
i Knækkene
gaar Bækkene afsted.
Reis dig, Ragnhild! Stille bare!
væk ikke med Laasen Orren til Spil!
Skræm ei væk den vesle Hare,
sætter sig
og retter sig
og undres, hvad jeg vil.
Hvad jeg vil? – Vil i dit brune,
viddefriske Øie sænke min Harm,
vil i Vaarens Stund, den lune,
tage dig
og drage dig,
du fagre, til min Barm.
Hvad jeg vil – men hvor du skjælver.
Ræddes du for Nattens legende Vind.
Høit sig Himlens Kirke hvælver,
vinkende
staar blinkende
for Altret Nautgardstind.
Hvad jeg vil? – Vil Bruden hente.
Længtende jeg lytter efter dit “Ja”.
Altrets Stjerneblus er tændte.
Veneste
og eneste,
saa hviske du det da.