Troldtinderne

De var i Asatidens Afmagtsalder; tungt velted Skodden over Fjeld og Fjord. I Hel sad magtesløs den milde Balder, og uden Hammer vandred Asathor

igjennem Thrudvangs øde Bjelkehaller i dystre Tanker over Nornens Ord. Men om paa Fjeldene drev Trold og Vætter en Ufærd, endeløs og uden Maal;

lydt larmed Luren i de lange Nætter, det skreg i Heiene, der klirred Staal, og tyst smøg Jutuler og lodne Jetter som dunkle Skygger om de røde Baal.

Men nedad i Dalenes Gap drønnende, susende hivde de hujende, bent efter Husene Rap efter Rap.

Kamper, som hang over Tinder og Knart, kipped og kanted og kom sig i Fart, føg gjennem Luften fra Hammer til Hammer, splintrende, knusende

Koller og Nabber og knudrede Stammer, fured sig, dybt ind' i Liernes Krat, frem under Birkenes Sukken og Skjælven, gjorde et Byks ifra Bredden og skvat

dundrende midt udi Elven. Men ud af sin Seng, af søvntunge Drømme for Elven forstyrret

og skjød sine Strømme i hvirvlende Vover udover mod Ager og Eng

og velted mod Tunet i Dagningen bleg og styrted mod Stalden, hvor Hestene stamped, og fossed i Fjøset,

hvor Dyrene tramped og gnugged sig sammen med Brøl og med Bræg, og voksed og steg

og naadde til Huset og skvalped om Trammen i listende Leg. Stod han der, den slidne Bonde, bleg og sansesløs i Svalen,

lofte lønlig sine Guder dyre Juleblot og Gaver, bød dem, Asathor og Odin, største Studen, bedste Bukken,

gjævest Hest, som Stalden aatte, for sit Hus og for sin Hejm. Ei et Glimt af Haab at øine, ei et Ord fra høie Guder,

bare Vandene, som vasker tungt og trægt mod Tømmervæggen, bare Drøn af Ras, som ramler, Støn af Dyr, som strir med Døden,

og en vildsom Kraakes hæse Skrig imod den dystre Dag. Fygende Skyer for Storm fra Nord, Sol gjennem blaanende Sprækker,

flaksende Maager i sjøsalt Spor, Drev over flyvende Snekker, – slig staar de gryende Tiders Thor indover Romsdalsfjord.

Forrest i Løftingen, seiersglad, kranset af hærdede Helte, Ild i sit Øie, fra Jehova Hammer og Styrkebelte, –

slig staar han indover, langveisfra, han, som skal Styret ta. Skummende skyder for sikker Haand Flaaden om inderste Odde.

Se, hvor den reiser sig, Hornets Aand, mørk i den rygende Skodde! Vaarsolen lister sig let over Fon; kommen er Trygvason.

Det sortner, det stønner, der styrter fra Øster en Vrimmel af Vætter, et Uveir af Røster. Det velter og hviner fra Tinder og Knatter

i svære Laviner af Sten og af Latter, det tuder og skralder, det gyver af Stakker

og yrer af Skaller og trodsige Nakker, det skyder fra Øster i Solefaldsskjær; thi Tiden er omme og Ragnarok nær.

Heisan! ser du ham, som skræver der i Spidsen over Kollen, Drikkebollen

i de kjæmpestore Næver, og med Skoddehat om Issen? – Hugleik er det, Raumakongen, Is om Hagen,

og der bag 'n, Søljestænk om sorte Bringer, hoftebred, svinger Dætrene afsted,

Aslaug, Hildegun og Aasa, i en styrløs Jutul-Springer. Brynjeklædte, med Brask og Pral stimer de, let paafode,

Jøtnernes Fyrster fra Hallingdal, Ylfing og Asser Tote. Efter dem slingrer paa Styrtningens Rand, fuld som en And,

Visbur den gamle fra Haalogaland, Stav i den vældige Pote. For et Staak og for et Styr! hvor det kryr, og hvor det runger

om den Gamle! Tusind arge Jutulunger, bæljende af fulde Lunger, hiver Sten og rækker Tunger

ad det lodne Kjæmpedyr. Rolig stabber han i Flokken, stanser stundom sint og yr, vender sig og løfter Stokken.

Det sortner, det suser, og Stormveiret dækker med Mulm og med Mørke de myldrende Rækker. De kommer, de kommer! mens Lynene slynger

sit sprakende Lys paa de sortnende Klynger, mens Tordenen ruller fra Fjeld og til Fjeld. De kommer, de kommer de Vaældige selv, Ottar og Domar og Kjøtve og Kjell,

Alrek og Rollaug og Jørund fra Fjordene, Thursernes Drotter fra Trøndelagen, hyllet i Skodde og svøbt i Skarlagen rykker de frem i den skumrende Kveld.

Men i Dalen styrter Bonden næsegrus for Thor og Odin. Stormen hviner, Væggen vakler, flakkende igjennem Ljaaren

blusser Lynets gule Fakler paa de gamle, stive Guder og paa Gubben, der han ligger mimrende med graableg Mund.

Ei et Glimt af Haab at øine, ei et Træstens Ord fraoven. Da – da vaagner som et Minde, halvglemt, dæmrende derinde

i hans Sjæl et dunkelt Frasagn, og i Dødens Angst han stæønner: “Asa-Odin har forladt mig, staa mig bi, du “hvide Krist!”

Op efter Daldybet svinger Skarer af væbnede Mænd. Tungt imod Stormen sig tvinger Toner paa flaksende Vinger,

stiger og synker igjen. Men det slider sig frem, og det styrter sig ud: “Med os er Zebaoth, vor Høihed er Jakobs Gud!” –

Foran med svulmende Faner, Kutter og flagrende Skrud Prester og Munke sig baner Vei under svaiende Graner,

brusende bæres det ud: “Og om Bjergene vakler, er Herren vor Drot; aarle, naar Dagen gryr, da frelser os Zebaoth.” –

Kranset af Venner og Frænder nærmer sig Høvdingen selv. Sværdet i Haandet ham brænder, Blikket i Harme han sender

op mod det sortnende Fjeld; og han nynner det for sig, den mægtige Drot: “Aarle, naar Dagen gryr, han knuser dem, Zebaoth.” –

Dagningen blegner og svinder; Stormen tar drønnende til. Granerne knækkes som Pinder, vidt over Takker og Tinder

spraker den luende lld. Og de svinger om Pynten i Torden og Lyn og stanser i samme Nu med Angst for det vilde Syn.

Det buldrer og brøler, fra Østen de farer i Mulm og i Mørke de myldrende Skarer. Det velter og hviner fra Tinder og Knatter

i svære Laviner af Sten og af Latter. Men nede i Dalen gaar Toget fra Vester,

der toner Koralen om Munke og Prester, der bruser det Amen til Zebaoths re,

saa støder de sammen de bølgende Hære. Høit hæves en Haand mod den huiende Flok. Da runger det: “Stat der i Sten og i Stok!” –

En Helvedes Hylen, en Bragen, en Raven, og saa – blir det blikkende stille som Graven. – Ad Skyernes Gløtter en Solstraale glider: –

Der staar de som Støtter langs Fjeldenes Sider, den vældige Tote og Ottar og Alrek

og Visbur den gamle med Stav i sin Pote, der staar de som Nuter, de trodsige Trolde

og kneiser og luter forstenede, kolde. Dem glæder ei Dagens det signede Komme,

dem varmer ei Solen, naar Natten er omme, dem vækker ei Vaaren, den fagre, tillive,

i Evighed staar de forvitrede, stive. De hæved mod Himmelens Herre sin Arm og stivned til Sten for den Eviges Harm.

Sekler gik, og nye Slegter kom og svandt i lange Rader; men i Dalen leger Rauma, lige ung og lige fager,

og i Liens lyse Haller lunt og let i Aftensolen ruller stille Kariolen med en fremmed Færdesmand.

Som fortabt hans Øie hænger ved de vilde Klippeformer; Hugen vokser, Sindet løftes, og han lover lydt den Herre,

som har vendt de svundne Nætters lange Gru til lyse Drømme, som har formet onde Vætters vilde Færd til Billedpragt.