Til Jonas Lie

Løft høit nu dit Blik, du aldrende Skald og lyt til den dæmpede Susen! Nu bøier der ind en Hær til din Hal, en Hær vel paa Hundredetusind.

Fra Helgelands Skjær, fra Skogen i Sør, fra Fiskerens Hytte der Vester staar Ungdommen stor og tæt for din Dør og banker, du aldrende Mester.

Den tungeste Bør, du løfted den frem, du bar vel den sværeste Stokken; thi vide om Land du byggede ‒ “Hjem for Far og for Mor og for Flokken”.

Det laveste Tag ‒ af Torv og af Straa ‒ du gav dig saa inderlig Stunder, ‒ saa fik du tilslut reist Taarnet derpaa, sat Spir over Armoden under.

Hvad gav dig vel Seir? Din lysende Tro paa Sandhedens Magt i den Svage. Du reiste hans Mod, du revsed og slog, du lemped, men slap ikke Taget.

Hvad gav dig vel Seirt Dit Lune, som lo saa lyst og saa let over lidet, dit freidige Haab, som helst vilde to de “sorteste Djævle” lidt hvide.

Hvad gav dig vel Seir i Hjemmenes Slag? ‒ Dit solvarme Hjerte, du kjære, at hist i dit Hjem stod Kjærlighed bag og ikke “den larmende Ære”.

Hvad reiste dig Taarn paa Taarn mod det Blaa, med skinnende Haller bag Slaaen? ‒ Det var nok tilsidst de fattige Smaa, og Hesten, som trak, det var “Graaen”.

Saa løft da dit Blik, du aldrende Skald! og lyt til den dæmpede Susen! Nu bøier der ind en Hær til din Hal, en Hær vel paa Hundredetusind.

En hjerterarm Tak fra tusinde Hjem, fra Far og fra Mor og fra Flokken. Den tungeste Bør, du løfted den frem, du bar nok den sværeste Stokken.