En lummer Sommerdis laa tungt paa Tiden. Med Merskumspiber og i godt Humør sad Byens Borger for sin Stuedør tilfreds med Verden og sin gamle Viden.
Steg ikke rundt omkring, fra Fjord og Fjeld, det jevne Fremskridts glade Jubeltoner! Forøget Rørelset Forbedret Stel! og disse stolte Kommunikationer! ‒
Og nu Moral og Kristendom! ‒ Nu ja vi var jo alle Jyder for Vorherre! Men se saa Frankrig! se Amerika! ‒ Jo Gud ske Lov! derude var det værre!
I Korthed sagt: med alle vor Sorger ‒ her var dog Sundhed, Sundhed hertillands, og endnu stod jo dog for Hvermands Sans en Bedsteborger som ‒ en Bedsteborger.
Og saa gik Stadens Mænd til sin Banket med Sang og Klang og Banken paa Pokalen: “for Byens Vel!” for “Kvinden!” for “Moralen!” alt sekunderet af en Hornsekstet.
Se da gik Døren lydløst op med et, og som en Hamlet stod du der i Salen. Og gjennem Sang og Klang og gjennem Suset skar haard og skjærende din Stemme hen:
“I glade Borgere! gaa hjem igjen! for sandt at sige, her er Lig i Huset”. ‒ Der blev en Hurlumhei med Skrig, Protest, med vrede Ord og ærgerlige Fagter;
men du, den strenge, ubekvemme Gjæst, du vendte Ryggen til den lyse Fest og vandred stille ned i Livets Skakter. Hvad har dit Seerblik ei bragt for Dagen
fra Dybets mørke pinefulde Kaar! Hvor mangen lønlig Sorg og lydløs Vaande har du ei blottet med din skarpe Sonde, du gamle Digter i de mange Aar!
Hvor mangen sminket Last og kalket Grav har ei din Harme ynkelig klædt af! Hvor mangen ensom Sjæl, forstødt af alle, har ei dit milde Sind reist op af Faldet,
hvor Verden vandred tankeløs forbi! Hvor mangen dæmpet Sjælens Melodi, som ingen vidste om, og ingen vørte, hvor mangen dunkel Stemning blev ei fri,
naar let din Kunstnerhaand ved Strengen rørte! Du fandt ei Livets Mening, det er sandt, og Sjælens Længsel kunde du ei raade; det Lys, du kasted over Livets Gaade,
var tidt et Kornmo kun, som kom og svandt og lod os hjælpeløs i Ve og Vaade. Du fandt ei Løserordet, det er sandt; men ikke Freden var jo dog dit Løsen,
men Stormen, Stormen, Henrik Ibsen! Stormen, naar barsk den reiser sig en Uveirskveld og rusker Folket op af Sløvhedsdøsen og brøler truende: gaa i dig selv!
Ja, Stormen var du fra det norske Fjeld, som løfter Tagene og løser Vandene og vælter Uveirstanker over Landene. Nu er du gammel, og dit Haar er graat,
dit Ry er vokset til en skyhøi Tinde; men endnu, Bergmand, vandrer du derinde med sænket Hode i dit Rondeslot, og endnu drønner dumpt fra Dybets Kammer
den tunge Gjenlyd af din Bergmandshammer. Saa tag da, gamle hæderkronte Skald, saa tag da Takken for det Liv, du vakte, det Kunstens ædle skinnende Metal,
din rige Digteraand for Dagen bragte. Men Gud han give dig, den Stormens Gud, som dog, ja dog er “deus caritatis”, en solklar Aften, før din Dag gaar ud.
Cookies on Poetry Cove