Vikingeskib i Langfærd ligger, hugger tungt i barske Sjøer, Stormen hyler; høit i Stavnen staar du hærklædt, Henrik Ibsen! ‒
Ikke Guld, men Løgnens Glimmer, ikke Arnens Fred, men Ormen, der den lumsk paa Hjemmet gnager, gjælder Kampen, Digterhøvding!
Vikingeskib i Langfærd ligger, hugger tungt i barske Sjøer. Stormen hyler; høit i Stavnen staar du hærklædt, Henrik Ibsen! ‒
Hvor om Land din Leding spørges, strømmer Folk til alle Strande, Aandens alle Bauner brænder, Viddets blanke Vaaben hvæsses,
Ungdom reiser sig og røster, Kvinder selv staar op og strider. Hvor i Verden Farmænd mødes, er dit Navn paa alle Læber. ‒
Vikingeskib i Langfærd ligger, hugger tungt i barske Sjøer. Hærskrig stiger; vidt om Strande Aandens alle Bauner brænder.
Hvor du Landgang gjør derude, vækker du i tusind Sjæle Nordens Alvor, Nordens Adel Suset fra de dybe Skoge.
Hvor du seirer, gamle Seer, ‒ om ved Elben, om ved Seinen ‒ stamper du med Aandens Vælde dig Normanner frem af Marken! ‒
Vikingeskib i Langfærd ligger, hugger tungt i barske Sjøer. Alvorsfuldt i Seilet suser Skogens dybe Orgeltoner.
Længe maatte vel vor Armod laane Aand og Liv hos andre. Hil dig, Høvding! Gjælden gav du dem igjen med gyldne Renter, ‒
viste dem med Smil om Læben, viste dem, hvor Norge ligger: Der hvor Midnatssolen lyser, der hvor Henrik Ibsen digter! ‒
Vikingeskib i Langfærd ligger, hugger tungt i barske Sjøer. Hil dig Høvding! der du svinger, Norges Fane, Henrik Ibsen!
Cookies on Poetry Cove