Med Dæmring ud over Fjeld og Strand, med Skoddeslør over Baaren, i Drømme laa du, o Fædreland, og stunded saa tungt mod Morgen.
Og ingen kjendte dit kjære Navn, de skinnende Høifjeldssale, den stille Ynde, det dybe Savn i Skog og i dunkle Dale.
Og ingen kjendte den stille Trang i Folkets tusinde Sinde, de tause Tanker, hvad Sagn og Sang der længted mod Liv derinde.
Og Havet nynned sig træt mod Land og vilde til Daad besjæle, ‒ i Dæmring laa du, o Fædreland, og vented paa Sangens Mæle.
Je, da skar en Røst fraoven. traust som Ørnen, dyb som Voven, yr som Fossen, lys som “klare Øx i Skogen”, ‒
steg og dalte i det Fjerne, gled som Fuglesang om Tjernet flagrende fra Strand til Strand. Og da suste Skogens Kroner,
vaagned Livets alle Toner for din Røst, o Wergeland! Og alle de unge Skalde da vaagned de op til Sang
og saa sig omkring i Landet og saa det for første Gang, og hilste med: “Tirliltove!” den fattige Fædrejord
og rydded og grov i Skove, paa Fjeld og ved dyben Fjord. Da legte Alfer i hver en Runne, da lokked Huldren i alle Lunde.
Men høit i Lien paa Fantestien laa Trold og ræked i Hundredtal. Selv visne Stubber fik Mund og Meæle.
ja stride Fossen sin Fossekall. Dag var opkommen, lyse Dag om Tinde, Tid var at vække
Folkets unge Sinde, Tid var at spænde Tankens veke Vinger, løfte og løse
Savn, som lønlig stinger: Vaagner alle! vaagner! Bonde, Borger, Lods fra det yderste
havsatte Skjær! ‒ Da aabned sig tusind Døre for Sommerens klare Sol, og Solveig og Synnøve mødtes,
de Søstre, i Kirkestol, da bares vel “Brudefærden” som Storm over Fjorden ud, og “over de høie Fjelde”
for Norge, “den glade Gut”. Da aabned sig tusind Døre mod Havets de stormgraa Drag, og Terje og Skipper Worse
la ud i den dunkle Dag. Men langt ind i Land laa Gilje og drømte i Skogens Rand, og tungt over Kirketilje
skred Presten, den strenge “Brand”. Da aabned sig tusind Døre mod Dal og mod Fjord og Fjeld, og Norge steg ud paa Tunet
og saa sig i Øiet, selv. Da gik det som Skogens Susen udover det gamle Nord, og lyt ifra Folkets Tusind
steg Fædrelandssangens Ord: Ja, vi elsker dette Landet, som paa Aandens: Bliv! stolt det stiger frem af Vandet
til forædlet Liv. Elsker Saganattens Drømme, elsker, elsker dem, som lod Morgensolen flømme
ind i vore Hjem.
Cookies on Poetry Cove