Stille Messe

Naar alle Flyens Moser til Høstens Helg sig flir, naar Tyttebæret svaler som Druen, naar Haren snygt i Snaret sin Munkekutte smi'r og sidder i Hvidt der bagom Tuen,

naar Viddens Vind, saa lun, saa lind, til Messen dig ber, den stille, – da reis dig, Ven,

kom ei med “men;” – det høver sig saa vist bare ilde. Nei, skynd dig kun paa Veien, før Festen er forbi. Du kjender dem, de lyslette Stier;

snart staar du der, en Prakker, i Kirkens Sakristi, og det er de gyldengule Lier. Hvert brysomt Plag af Nid og Nag,

hei, kyl det kun hen i Uren! Det blir for hedt, kan sagtens let jo finde det igjen paa Returen.

Derinde, dulgt i Krattet, gaar Elven tyst sin Gang, saa saare den har vandret og kjæmpet, – nu stunder den mod Helgen, og derfor slaar dens Sang imod dig, saa vemodsfuldt, saa dæmpet.

Din Pande sænk, og tag dens Stænk, du strævende Søn af Dalen! og tag dens Fred,

dens Vigsel med, nu aabner den sig blaanende Salen. Og om jeg turde træde paa Fløil og Mosaik, i Palmelundens Lys turde svælge,

hvad heller Viddens Lænde til Kongehal jeg fik, jeg vidste vel, hvad jeg vilde vælge. Ei Fløilen varm, men Flyen arm

den vilde jeg vist forlange og Viddens Rund i Høstens Stund for Palmelunden tusinde Gange.

Nei, aldrig er vel Fjelddomens Søilehal saa blaa, og aldrig slig en Høihed derinde, og slig som det har klædt sig det armodslige Straa, og kan dog ei væve eller spinde.

Slig Dagen lang til Sol og Sang, til blinkende Dug i Græsset forretter tyst

i stille Lyst Naturen dig sin dødsstille Messe.