Østens Vise

Susende med sagte Hvisken smutter gjennem Tamarisken Nattens Aande ud og ind. Slanke skyggedunkle Palmer

nynner sine Aftensalmer i den lumre Ørkenvind. Frem under Breddernes Krat velter den vældige “Phrat”

sine Vover. Stille ‒ med tusinde Stjerner høitover ‒ blaaner den hellige Nat over det gamle Kaldæa.

Hys! hvad var det? ‒ Lister Løven sig paa Rov i den dunkle Palmeskov? eller bare

en Schakal, som let og sky smyger gjennem Pilesnaret? ‒ Hør! der stiger det paany, Lyd af Fodtrin gjennem Sandet,

sterkere for hvert Sekund. Dunkle Skygger, fler og flere, dukker frem af Ørkenlandet i den stille Nattestund,

og i lang og bugtet Bane nærmer sig en Karavane. Langsomt, stille, svævende som blege, milde

Syner i en Drømmers Sjæl, drar Kamel, bag Kamel over Ørkenødens Sletter. Sorte skarpe Silhouetter

tegner sig mod Hvælvets Blaa. Øine lyner. Let og fri leger Vinden i Kaftanen. Svævende som Drømmesyner

glider langsomt Karavanen lydløst stille dig forbi. Hvor drar de hen? ‒ Fører de kanske, de farende Mænd,

Indiens kostbare Stene mod Vester? ‒ Guld til Ephesernes store Diana, Myrra til Frygiens lønlige Fester? ‒ Eller er Maalet det stolte Athen?

Søger de selv hos en graanende Mester, Oldtidens Skald eller Parthenons Prester, Visdommens Sten? ‒ Eller har Roma, den tindrende Stjerne,

vist dem sin lokkende Glans i det Fjerne? Trodser de Ørkenens tusinde Farer, Vandringens Sved ‒ alt for at byde de stolte Cæsarer

Forbund og Fred? ‒ Myrra ja, det gjemmer de, Guld i Kisterne derinde. Men Ephesernes Diana

og den frygiske Gudinde vandrer tause de forbi. ‒ Ja, mod Visdom higer de, Visdom søger de i Vester,

men ei den, Athenes Prester, Tidens store Mænd, kan gi. Ja, en Stjerne leder dem gjennem Ørknens tusind Parer;

men ei Roma er dens Hjem. Ja, mod Fred og Forbund stunder Østens søgende Barbarer ‒ ei med romerske Cæsarer, )

men ‒ med Barnet, der det blunder ‒ som et Evighedens Under ‒ i en Stald i Betlehem. Runden er den lyse Morgen.

Hver en Higen, født af Kummer, hver en Drøm, af Mismod baaren, hver en Længsel, Livet rummer, hvert et Suk, som ei forstummer,

hilser høit nu fra det Fjerne Jakobs gyldne Morgenstjerne. Se den funkler, se den brænder! Runden er nu Dagen klar.

Se! med Vandringsstav i Hænder kommer de fra Verdens Ender Østens Vise, Melchior og Balthasar!

Susende med sagte Hvisken smutter gjennem Tamarisken Nattens Aande ind og ud. Stille under Stjerneteppet

drømmer tungt Kaldæas Slette, længtende mod Dagens Bud.