Du er som en Fugl dybtinde
i Skogenes lune Grund,
saa var og saa vrang at binde
som Suset fra Granemund,
et Knæk i de tørre Kviste,
en Vending, et Ord, som faldt,
og – var det ei det, jeg vidste, –
der løfted du Vingen alt.
Ja, var jeg en snedig Jæger,
jeg fatted saavist din Angst;
men nu, da et Blomsterbæger,
et Straa er min hele Fangst,
mit Maal er det Blaa, som hvælver
sig høit over Skog og Hei,
ja, nu – da for dig jeg skjælver
langt mere end du for mig! . . . .
Men hør nu, min vilde Due!
for nu vil jeg snakke fra:
du tror vel, din trygge Tue
ved ingen i Verden af;
men lad du kun Hodet hænge,
og giv dig, saa sky du er:
jeg saa dig en Dag, saalænge,
saa nøie, saa deilig nær.
Jeg vandred paa Sommerstien.
alene, ved Solefald;
der hørtes ei Liv i Lien,
ei Lyd over Skogen al;
selv Trosten forholdt sin Trille
og Bækken sin skjulte Vei,
da – midt i det dybe Stille –
da fanged mit Øie dig.
Der sad du saa solomskyllet
dybtinde i Granetun,
af duftende Lyng omhyllet,
i Fløil af Fjær og Dun.
Jeg fanged dit Blik, det blanke,
og Heienes tunge Sind
og Skogenes sære Tanke,
de gled mig i Sjælen ind.
Og nu – er det altid stille,
der ene jeg tar min Vei,
og nu – om jeg aldrig vilde,
saa ser jeg dog altid dig.
Du er som en Fugl dybtinde,
saa var og saa varm og hel,
du yndige unge Kvinde,
du. Skogenes skye Sjæl.