Sjugur

Har du set'n, gamle Sjugur, Bamsen med den svære Pande, der han ligger traust og rugger i sit Hi ved Leirungsvandet?

Lang og luten, sammenfalden, var og spar paa Ord og grætten, gløgge Øine gjemt i Skallen, gamle Sjugur, har du set'n? –

Dagstøt ligger han paa Vandet, trækker Fisk, hvor det skal være, gløtter stundom paa sin Grande, Besshø, hvad han tror om Veiret,

gjeter Fæ for Fut og Klokker, stikker ned med Ren i Dalen, tar sin Mynt og gir dem Pokker, stabber taus mod Viddesalen.

For der eier Gammelkaren vel et Rige uden Ende; Boden hans er Odelsgaren, Flyen er hans Agerlænde,

Skogene er Vidjekjæret, Engene de vilde Moser, der de skinner, fjernt og nære, farvelagt af tusind Roser.

Men en Nat, naar Somrens Drømme flyr for Vintrens Morgenrøde, ser han braat sit Kongedømme hart og harmeligt lagt øde.

Hvor er Skogen, Mosehaven? Hvid i Døden ligger Flyen, og som Kjæmpekors paa Graven stikker Tinden op af Skyen.

Tro, hvad gjør saa gamle Sjugur? – Gir han Riget op og reiser? Nei, han smiler lunt og rugger: Reise nu, som han blev Keiser!

Nu, som han i Diamanter fik sin Skog betalt af Sneen, fik for Fæet alle Kanter Rensdyr beitende paa Kveen? –

Reise nu, som Millioner Stjernelys ham Natten tænder, alle Hvælvets Lysekroner festlig over Borgen brænder! –

der han sidder, Majestæten, paa sin Kubbestol og grunder Kvelden lang paa Evigheden, Livsens Maal og Himlens Under.

Slig jeg traf ham alle Kvelde, naar paa Rensjagt jeg var ude, skimted glad derop' paa Fjeldet Blinket fra den vesle Rude,

lod det staa, saa Vinden plistred, lige ned fra høgste Høen, Sneen røg og føg og gnistred, Nordlys viste Vei til Sjøen.

Stansed saa tilsidst og sparked Sneen af for Hyttedøren, hørte alt, hvor Gamlen harked, “Glup” for op og spidsed Øren.

Jo, det var det gamle Stellet, Gubben traust paa samme Pletten : “Se velkommen, Per, til Fjeldet! Nu, hvor lever Menskeætten?”

Naar jeg saa med Fynd lod Harmen flømme over Bygdeslænget, sad han studs og saa i Varmen, lo iblandt og sa om længe:

“sa, hvad vil du dem og deres, lad dem, du, beholde Marken, ta tilægte og formeres, hyt dig, Per, husk Noæ Arken !

Kom ihu, hvor Stormens Vælde drev den hen paa Dybets Vande. Mon til Bygden? nei, til Fjeldet Ararat i Asialande.

Ja, hvad vil du dem og deres? Fjeldet, Per, er Helseboden; stig tilfjelds! lad dem formeres, kri og stri i Bygdefloden!”

Trut det gamle Slagur rumled, som hans Ord det vilde sande, tog dem op og for og mumled: A-ra-rat i A-sia-lan-de.

Spiken spraked, sprat og brændte, i sin Krog laa Glup i Dvale, Gubben tyst sin Pibe tændte og tog atter til at tale:

“End hvor har det sig med Troen, mener du, derned i Grænden? – Presten, Per, er Bjeldekoen, Bygden, Bølingen i Enden.

Hart med Dom han hoter Driften, Id og Orm i Evigheden, tro, han mindes, hvad i Skriften staar om Elias, Profeten?

Elias, saa staar der skrevet, sad i Hulen, Per, i Klemme, did af Jesabel fordrevet, se, da lød Jehovas Stemme:

“Elias, stig op i Høiden! staa paa Fjeldet!” saa lød Talen; husk det! – ikke ned i Bygden staar der, Per, ei ned i Dalen.

Og Jehova for forbi'n, Per, i Storm paa høgste Fjeldet. Tro, hvad havde han at si'n? – Ei det Slag i Stormens Vælde,

ei det Slag i Jordskjælvsbraget, som kom efter Uveirsrien, ei det Slag i Lynildsspraket; høi og taus gik han forbi'n.

Men da strøg en spak og stille Luftning over Fjeldets Tinde, og i den Jehovas milde, sagte Stemme var at finde.

Ser du vel, Per Gynt, slig er det, ned i Bygden tuder Stormen, præker Presten – saa i Veiret, saa i Ilden og i Ormen.

Æns ham ei, hvor hart han skræmmer, og hvor tryg og traust han lader, ei Jehova du fornemmer, bare Presten, Per, som prater.

Nei, stig op paa Høifjeldsstien, stig og stig, til ei dit Øre mer fornemmer Uveirsrien, da, Per Gynt, da skal du høre.

I hvert myge Pust, som flømmer over Flyen, er han nær dig, i hver lyslet Drøm, du drømmer, stille han imøde trærr dig.

Dagen lang paa Vidden med ham tør du vandre, tør du svæve, i hvert Blad og Blomster se ham, se Jehova, Per, og – leve!” –

Slig vel Gammelkaren talte, alt som llden sank i Gruen. Høitid over Hugen dalte, Maanen legte sig i Stuen.

Lang og luten, sammenfalden i det klare Skin han rugger, gløgge Øine gjemt i Skallen, gamle Leirungsbamsen Sjugur.