Sju Skogfald gik med tunge Døn vel over Land og Strande, sju Skogfald svandt med sagte Støn; men end staar Skogen lige grøn
og tæt om tause Vande. Sju lange Skegfald sænkte sig vel over mig i Vaande. Du kjære Skog, jeg hilser dig,
der barneglad i Dal og Hei du drar din friske Aande. Min gjæve Furu, gamle Far, ærværdig under Lavet,
paa Tanker tung, paa Tale spar, hvert Ord fra dig straks Vinden bar det til mig over Havet. Om Livets Lod i Skogens Hegn
oplod du tidt din Stemme, om Aarets Lov for Sol og Regn, du tyded Tidens dunkle Tegn; thi omframt er dit Nemme.
Og du, min Gran, saa rig, saa varm i Sommersolens Strømme, – at hvile ud fra Livets Harm ved din den fulde Moderbarm
var mine bedste Drømme. Om Orrens Leg og Rævens List fortalte du mig stille, om Harens Gang og Rugdens Pist,
om Bygdens Skjæbne siden sidst, Vi taltes ved saa mangen Nat. Hvert Ord, hvor jeg forstod det! Men hvisked du: Velkommen att! –
da saa jeg bort, da taug jeg brat og bøide dybt mit Hode. Sju Skogfald svandt med Verk og Ve; saa kom jeg vel at'ende.
Det seige gamle Vindfaldstræ nu tigger det om Lægd og Læ i Skogens lune Lænde. En fattig Plet, saa er du snil,
et simpelt Mosedække; jeg skal saa gjerne hjælpe til med Husets Stel, og hvad du vil, saalangt som jeg kan række.
Indunder mig, det gamle Træ, kan Haren trøstig flytte, og Røien tung og Rypa med aa dyredæd! saa vi skal le
ad Ørn og Ræv og Skytte! Og al den Barneflok, du har af Blomster paa din Alder, skal flokke sig om Bedstefar,
nysgjerrig, frisk og øieklar, med Fjas og Barneskvalder. Min kjære Skog, jo, du skal se, han kan fortælle, Kellen!
Og kommer Vintren saa med Sne, saa slutter vi i Ro og Fred og kryber under Felden.
Cookies on Poetry Cove