By paa Peisen, Rum paa Bordet, vidt om Stølen Sne og Blæst. Sju naa, Firkant! Jeg har Ordet: “Høgfornemme Englands Gjæst!
Daarligt kan os vel forstaa dig, Sir John Tottenbroom, din Tull! men God damn! det ser os paa dig, du er jevngod med dit Guld.
Fra din Faders Herresale, ud fra Ætten, stiv og stram, over Fjeld og djupe Dale drog du ud som Abraham.
Ikke tog du med dig Niste, var det ligt sig, fromme Mand! bare fyldt med Rum en Kiste, om der skulde fattes Vand.
Saaleds kom du, høie Herre, med din Bæsse, Telt og Hund agende i Stolekjærre op til os i Mamre Lund,
ofred straks, din Gud til Ære, Sjugur, ja, kor var det, Gut? – tro, det ikke var en Skjære, han fik Livet af tilslut
Opad bar det saa langs Sjoa, gjennem Liens lyse Løv, foran, traust som Gubben Noah, Sjur med Rummen i sin Kløv.
Tungt ihop med Hunden pæser “Kanten” bag, den late Sjæl, langt om længe Eliezer med sin britiske Kamel.
Sidste Knækken op vi stræved; stygt du svor ved Belsebul; men med et du Hodet hæved, satte i et: Beautiful!
for dernede, lig en Slange, smidig, smal og klippeklemt, solblank Tange fra til Tange, grøn og gran, laa Gjende gjemt.
Nysnesprængt laa alle Fjelde, Guld og Glød om hver en Plet. Heil da svor du plent at sælge al din Førstefødselsret,
Arv og Odel, Sal og Svende, ja, din gamle Bedstemor for – en mosgrod Plet ved Gjende og en Dram, – det var dit Ord.
Bredfuld skjænkte vi dig Drammen, svor igjen en hellig Ed trut at staa, vi tre tilsammen, dig i Bedstemoders Sted,
værge dig for Synd og Skade, dele med dig, hvad der faldt, Spekemad og Marmelade, men din gamle Rum for alt.
Hei, Sir John, nu faar du si det: Holdt vi ikke, hvad vi svor? – Kolde Bad ved Vintertide fik du Lov til det af Mor?
Likte hun den Sovesækken eller Sløset dit med Krudt? vasked hun dig ei i Bækken, naar du var paa Kant, min Gut?
Men hvad hjalp det! Auren trak du Dagen lang i Vand tilknæs. Lange Kvelden sad og drak du Rum i hele Hestelæs,
tog dit Bad og krabbed naken, kjed af Livet i din Sæk, bandt forsvarlig til om Hagen, sa “Good night”! og snorked væk.
Skaal, Sir John! men Pokker være Bedstemor for dig, god Kar! Nei, sjaa ud! nu klarner Veiret, Maanen skotter over Skar,
det blir Søndagsveir paa Fjeldet. Kryb i Sækken! dyredød! husk, – imorgen skal du fælde Ren, Sir John, paa Gjendeshø!
Cookies on Poetry Cove