Som en sælsom, betagende Sang
du glødende varmt mig berørte;
men ak! før dit Indhold jeg hørte,
din Tekst jeg erfor,
gled du bort som en “Sang uden Ord.”
Ret som fjetret jeg sidder igjen,
af Længsel forunderlig greben,
og nynner og har dig paa Læben
al Dagen saa lang,
du min kjække, min sælsomme Sang
Til de eneste Strofer, jeg kan:
Et Mod, som ad Sedvanen steiler,
et Øie, som skiftende speiler
alt Fagert paa Jord,
har jeg sat nogle fattige Ord.
Aa, men ser jeg dig engang igjen,
hvor snart eller silde det vorder,
skal selv til de rige Akkorder
al Dagen saa lang
du gi Ord til din deilige Sang.