Rimblomster

Sol, stat stille i Gibeon! i Syd eller Øst, hvor du vil! Jeg faar mine Blomster af Kulden, min Have den trænger ei Mulden,

saalidt som din braakende Ild. Naar Livet er dækket af tommetyk Tæle af Øde og Tomhed, naar alle de aandelig Fattige sidder

og hyller i Fromhed og Frygt sine Sjæle, naar Flisen, som spretter, er eneste Mæle

og muntre Gesel i de evige Nætter, naar Indersten hyler, at Haabet er ude, – da vaagner min Vaar, da spretter det frodig og friskt paa min Rude.

Luna, la bianca, mira, du kolde, tungsindige Bror! Jeg elsker din ensomme Ælde, stat op over Jorderigs Fjelde,

og lys paa mit deilige Flor! Ret saa Ven! over Aasen, beskeden, løfter du sagte din lyse Kalot. Kast nu et prøvende Blik paa mit Eden!

sig, om ei Alt er forunderlig godt! Se paa de hugstore Graner, som staar stolte i hløilet, Søile ved Søile,

trodsig sig hævende foran min Gaard! Ser du dem, kjære? – Det er mit levende,

lysende Gjerde, Cherubim er det rundt om min Vaar. “Vagt i Gevær!” –

Tak, mine Vældige! Nu er vi der. – Gjennem Portaler af Liljekonvaler, Kala, Jasminer

og hvide Seriner ind i mit deilige Eden vi træ'r. Ser du den. lyse Allè, tækket med blaalige, blanke Krystaller ?

Myrt og Laurbær danner Spalier, Hæg og Guldregn stander derved, styrter sit Guld og drysser sin Sne over den glødende Baard af Koraller.

Her vil vi vandre; lad dine tandre, svævende Straaler, Luna, la mira,

listende let paa de luftige Saaler foran os fly; lad dem, de blege, flygtige Døtre

lyse og lege, svæve og danse, skjælvende sky pludselig stanse

kun for at styrte i Dansen paany. Langsomt vil imens vi to ind mod Havens Indre skride med vor høie Stillings Ro.

Hvorfor irrer dine Blikke pludselig saa sælsomt om? – Gamle Ven, det er da ikke “Livsens Træ”, du barnefrom

pønser paa at efterlyse? – Livsens Træ! – nei, ved du hvad, vælg en anden Slags Gemyse! Livsens Grønt er længe siden

visnet bort og falden af. Sagtens tror du vel, du Brave, at mit Eden – jeg maa le! – er den gamle Dyrehave,

ikke sandt, min Ven, at se mod en passelig Entré! Skade, gamle Kjending, Skade! mine Trær har bare Blade,

al min Skog er kun til Zir, ingen Dyr paa mit Revier. Nei, fi donc! vær ikke bange! selv det værste Eksemplar,

den bekjendte “gamle Slange” kun paa Spiritus jeg har. Nei, det er nok, skal jeg mene, godt, at Mensket er alene.

Derfor lod jeg ogsaa bygge, her, hvor Livsens gamle Træ engang kastede sin Skygge, dette stille Mausolæ.

Se, hvor det dukker i lysende Linier, fredelig blidt, frem bag de skyggende Pinjer! Epheuen smyger med smidige Skridt

op over Muren og binder og tvinder listig sit Net over Buer og Tinder, Piller af Marmor og Malakit, Sokler og Søiler og Alt, hvad den finder.

Luna, la bianca, mira, hvi ser du saa traurig i Sind derind gjennem Glasmaleriet? – Min Ven ja, du kan da vel tie! –

All-right, Sarkofagen er min. Endt er den korte Saga. En Trøst er det dog for min Sjæl: Jeg blir ikke snarlig til Aske,

den holder sig deilig min Maske; for ser du, – jeg frøs jo ihjæl. –