Per Spillemand han laa bortmed Gjende med Gjed,
og Gigten den brød i hans Bringe.
Af Aasyn var han dyster som Moses, den Profet,
og Fela den vilde ei klinge :
“Tram, tram, teram!” – en Dram
var Helsebod for ham;
men hvor skulde Drammen han tinge?
Per Spillemand han slog nok som Moses paa Fjeld;
for Drammen den kom som en Gaade.
Da løsned han for Bringen, da lysnede han vel,
og Fela den tog til at laate.
“Du Dram”, teram, tram, tro! –
“du styrker gammelt Blod,
at si, naar en tar dig tilmaade”.
Per Spillemand han drak vel for en og for to;
han mindtes sin Kjærring, hu Karen.
Saa for han over Fela, det ljomed og det lo,
der gik hu og stulled paa Garden.
Tram, tram, teram, tram, tra! –
“Hvor jeg tog Drammen fra? . . . . .
du skulde vel vidst det, du Karen!”
Per Spillemand, den gamle, den gjæve Profet,
han drak sig den tredje tilmaade.
Da randt den ham isinde den dunkle Evighed,
og Fela den tog til at graate.
Tram, tram, teram, tram, traa! –
“aa, Evighed, du blaa,
du er mig saa dunkel en Gaade!”
Per Spillemand han laa bortmed Gjende og sov;
men om ham saa stangtes hans Gjeder.
Han drømte, at han gik sig i Paradisets Skov;
der mødte han selve St. Peter.
St. Peter, lys som Sne,
han mælte: “Bæ-æ-æ! –
men Per, er det saaleds, du gjeter!” –