Over Melkeveien

Jeg har redet paa Rensdyrbukken; paa Ære, det var bare flaut. De har kjørt mig; men da var jeg drukken, langs Ganges som Jaggernaut.

Jeg har fløiet med Asgaardsreien; men Barneverk var det endda mod Farten paa Melkeveien, og den skal De piskedød! ha:

Tænk Dem – en stille, blaanende Kveld – slængt som en Prik i Rummet, paa lynsnar Flugt i et blaasort Væld, hver sagteste Lyd forstummet,

paa Krydstogt gjennem et Sværmerdrys, i Bugt og Baut som en Slanges for Meteorer paa tvers og kryds, men under Tellus i Taagelys

fra Galdhøpiggen til Ganges. Slig gjennem Rummets Vidder jeg skjød Stjerne til næste Stjerne, saa Verdner dæmre i Ungdomsglød

og tabe sig i det Fjerne, saa Kloder drive forbi som Vrag i Mulmet, isnende kolde; de havde levet sin sidste Dag,

forlængst udaandet sit sidste Drag, for Sekler spillet sin Rolle. Sol efter Sol, i voksende Hær, krydsed som Lyn i Leden

med Bud og Hilsen, at Land var nær, med Vift ifra Evigheden, og for mig laa, som et Hav af Sne, et Archipel af Planeter,

og endeløs, majestætisk bred løb midt i Havet en lys Chaussé af sagte bævende Æther. Hen over Melkeveien jeg skjød,

dysset i sæle Dræmmæe; omkring mig Sfærernes Røster flød som rislende Tonestrømme. Det sank og steg uden Ord og Spor,

fra tusind Kloder det bares i Vekselsang af et Verdenskor; men lys laa Veien som Perlemor og Ædelsten fra Benares

Da, i et Nu, da styrted der sig, sitrende fjernt og nære, et Skin, et Chok, ja, hvad ved vel jeg! – en Storm gjennem Rummets Sfære.

Det gjøs, det frøs i mit usle Kjød, det brandt som IId i mit Øie; thi ud af Evigheds dunkle Skjød ad Melkeveien i Vælde brød

den uransagelig Høie. Heste som lld i fnysende Jag, Døn som af Tordentuber, og Moses mørk og Elias bag

og Himlenes Høikeruber – ad Veiens glitrende Perlemor, i Skyer flammende gule, forbi, lig luende Lyn, de for

til Dom ensteds for en ældet Jord i Altets “Ultima Thule.” Rungende for det dumpe “Mené!” hen over Myriader;

men lys laa Melkeveien som Sne i Tonernes Fredsroulader. Her sank og steg, uden Ord og Spor, en Jubelhymne til Livet;

men hisset lød de Fordømtes Kor; der brændte lystig den gamle Jord tli “Vinding for Perspektivet.”