Glimt fra drønnende Kanoner, Klokkeklang fra Fjord og Fjeld, Folkeskarer, Jubeltoner ‒ Reis dig nu! træd ud, Kong Oscar !
Det er Høitidssol og Sommer, Konge, det er Folket selv, Norges unge Folk, som kommer! Ja, der er de, Landets Sønner,
Borgerskaren, Havets Lods, Fiskerfolket, Fjeldets Bønder! Tusind Gange har du mødt dem paa din Færd rundt Land og Strande
fra hin Dag i Nidaros, Kronen lagdes om din Pande. Tusind Gange lød din klare, høie Stemme, hvor du kom,
ud til Folkets tyste Skare, smilte varmt dit Kongeøie til dem alle som til Venner, trykked, Fyrste, Landet om
vennesæl du alle Hænder. Mer end det. Naar Nøden, Sorgen, listende paa vare Trin, banked paa i Kongeborgen, ‒
aldrig banked de forgjæves, aabne Døre alle Dage, aabent eders Fyrstesind for al Nød og stille Klage.
Saa ‒ naar efter Dagens Mæie Stilhed raaded i dit Slot, da steg Gløden i dit Øie, da med Harald og med Haakon,
Skaldene paa Norges Trone, greb du Harpen, høie Drot og lod Digterkvadet tone. Og med Sangens Ord paa Læben
hegned du om Kunstens Kald, støtted Tidens høie Stræben, værned fast om Videnskaben, bød den Guldet, Laurbærkransen,
bød dem Sæde i din Hal, Nordenskjöld og Fridtjof Nansen. Tungt er Kronens gyldne Smykke, dobbelt tungt for den, som tro
søger tvende Brødres Lykke. Løft dit Hode, ædle Hersker! Se! Alt lægger Døgnets Vover smaat og stille sig tilro,
Uveirsskyen trækker over. Og i Høitidssol og Sommer bølgende fra Fjord og Fjeld Norges unge Slegter kommer.
Thi alt mer og mer, Kong Oscar, har de læst det i dit Hjerte: Norges Lykke, Norges Vel, er din Fryd og er din Smerte.
Hør! Som Graneskogens Susen bruser Sangen dig imod, stiger det fra Folkets Tusind: Længe sidde du, Kong Oscar,
tryg og sæl i dine Haller! Signe Gud vor Konge god, naar hans Aftentime falder!
Cookies on Poetry Cove