Nürnberg

Taarn ved Taarn bag Ringmurvolde, Gavl ved Gavl i dunkel Rad ‒ lig en Kjæmpe, klemt af Skjolde, ‒ sover tungt den gamle Stad.

Under Vindebroen skjælver Floden i det frosne Krat. Endløs over Verden hvælver Middelaldrens Stjernenat.

Fra et ensomt Kammer glider svagt et Lys i Mørket hen; der i Nattens stille Tider sysler travl en Haandverkssvend.

Stille Lys! saa blegt du brænder, før din Flamme slukket er, tænder du med gjæve Hænder Morgenrøden, Gutenberg!

Vægteren (oppe i Vagttaarnet blæser i sit Horn og synger): Opkommen er af Øster den fagre Dag paany! Høilovet Gud i Himmerig,

som varet har vor By for Sot og Satans Snare, for Ilds og Uaars Fare og for den høie Adels Svig

og Anslag aabenbare! Farende Haandverkssvende udenfor Stadsporten. Luk op! slip os ind! Vi er farende Svende med solbrændte Kind.

Med Hammer og Meisel, med Pensel, med Kniv og med Tang i vort Knytte, Aar ud og Aar ind, ved Sommer og Vinter, i Veir og i Vind,

i Skarer vi farer fra Borg og til Hytte. Luk op! slip os ind! Vi er farende Svende med Trækfuglesind! Slip Vindbroen ned!

Vi er ærlige Karer og kommer med Fred. Om Welskland og Franken, om Indiens Skatte og Sydhavets Vælde, om Tyrkernes Sæd, ‒

som ei er fornummet fra Evighed, ‒ om Alt har vi sælsomme Ting at fortælle. Slip Vindbroen ned! Gud skjærme vort Haandverk og signe vor Sved!

Bygmæteren og Geseller oppe paa Domkirken. (Under det følgende Klokkeklang fra Stadens Kirker.) Frisk op, Kamerater, i Dæmringen graa! lad Hammeren falde og Meiselen gaa og Sangen sig lystig henraulle!

Jaa reiser vi Taarn over Taarn mod det Blaa, mens Slegter opstiger, og Slegter forgaa og sagtelig sænkes i Mulde. Bygmesteren.

Men skal jeg selv, o Herre sterk, mit Levnets Løb fuldende, før jeg har reist dig dette Verk, en Anden da du sende.

Lad ham kun heise Kransens Løv paa Domens høie Tinde. Sig fryde skal mit usle Itøv i Jordens Skjød derinde.

Kor af Geseller: Frisk op, Kamerater, i Dæmringen graa! lad Hammeren falde og Meiselen gaa og Sangen sig lystig henrulle !

Glasmesteren nede fra Kirkevinduet. Morgensol, glid lys og mild ind ad Kirkens Ruder høie! Sænk din Varme, gyd din Ild

i det dybe Frelserøie! Lad Eliæ Vogn opfare glødende i Stormveirsvind! Favwn, o favn med Straaler klare

mildt Guds Moders ømme Sind! ‒ Morgensol, glid ind, glid ind over Taarn og høie Tage! og forklar du mine svage

Hænders Virke med dit Skin! ‒ Vaabensmedenes Laug (bøier ind i Gaden paa Vei til Kirken for at deltage i Mestersangen.) Fløiter aahei! Dideldumdei!

Tubalkain! høit priser vi dig! ‒ Armbrøst og Panser, Økser og Skanser, Morter og Blider

og Bøsser og Lanser ‒ Sværd, Spyd lystig vi hamrer til Ridderens Fryd. Pubalkain! Tubalkain!

Piber og Fløiter giv Lyd! Bøier ind i en anden Gade. Musiken svagere og svagere. Herold, (Som indbyder til Mestersang) Vor Syngestol opplantet er;

I Mestere! kom alle her at sjunge til Gud Herrens Pris paa Konning Davids fromme Vis! ‒ Til Mestersang I budne er.

Kom, Sangere; forsamler Jer! ‒ Kor af Mestersangere. 1ste Halvkor: Hvad vakte saa aarle i Øster

det skinnende Morgengry? ‒ Var det Munkenes Sang ? var det Slagenes Gny? ‒ 2det Halvkor:

Hvad samled de famlende Røster til Soldagens freidige Kor? ‒ Var det Keiserens Bud? var det Adelens Ord? ‒

Begge Kor: Nei, Borgeren var det i Dæmringen graa, lod Hammeren falde og Meiselen gaa og Sangen saa lystelig stige.

Saa stræbte han, ærlig og tro i det Smaa, at løfte sit Verk mod det skinnende Blaa, mod Skjønhedens evige Rige. 1ste Halvkor:

Hvem reiste de Hundrede Stæder, og Hundrede Stæder igjen? ‒ Var det Fyrsternes Flok? var det Adelens Mænd? ‒

2det Halvkor: Hvem hegned om Fortidens Sæder og Fædrenes hjemlige Maal? ‒ Var det Lærdommens Mand?

var det Riddercns Staal? ‒ Begge Kor: Nei, Borgeren var det i Vinkel og Vraa, de ærlige Svende og Mesteren graa

med Kniv og med Hammer ihænde. Saa reiste de Taarn over Taarn mod det Blaa, de Hundrede Verker, som ei skal forgaa, før Tiderne ganger tilende.