O gamle Nils Vadsenden, modig og let, han ro'de sig hjem ifra Gilde: “Hei hop! du mi Anne, nu hold dig beredt; det var da forsæt,
saa Lommen, han bærer sig ilde!” Saa kom der en Blaaster og svalte hans Blod og la sig imod som en Time: “Aa, nei”, tænkte Nils, “en for ta det med Ro,
og tænk, om jeg slog a i Svime! Den Skyen, ho, ho! nei, slig som den ligner en Lime!” Og gamle Nils Vadsenden, furet og graa,
han sad der og kvilte paa Aaren' “Gud give nu bare, hun sov, der hun laa, saa langt som det lider paa Morgen! Og nifst er det aa
at komme saa enslig til Gaarden! Men ret som nu Gamlingen gav sig ivei, saa vak han: “Aa fri og bevare!” for mod ham kom Sjøormen, diger og brei,
med Øine saa gloende klare: “Aa nei, er det dig! er slige Folk ude at fare?” “Jonok”, nikked Ormen, det var da han selv,
det nytted vel lidet at dølge; men Vadsenden mente, det var da et Held, saa kunde de sagtens slaa Følge; han agted sig vel
at sætte for farlig en Bølge. “Jovist”, brummed Ormen og gjorde et Spret, saa Nils lo sig lemster i Vommen: “Hei hop, du mi Anne, nu hold dig beredt
at by os af Hjertet velkommen! Det var da forsæt, han vil ikke tie, den Lommen.” Men bedst som det var, gjorde Ormen en Stans:
“Du Nils, aa fortæl, du som kan det; jeg ser saa urimelig kleint overvands, hvad er det, som kreker paa Vandet – bent ud for min Svans –
der bortunder Nordre Landet?” “Aa nei da!” skreg Nils, “for en Skjændsel og Skam!” og gjorde et Klask med sin Aare, “der har du et Øie saa stort som en Dam,
og endda, hvormeget forslaar det! Det er jo en Pram, som seger sig sagte afgaarde.” Men som de kom Prammen paa nærmere Hold,
skjød Ormen sig ende i Veiret og hvæste, saa diger og høi som en Toll: “Du Nils, men fortæl mig, hvad er det for fælande Trold,
som sidder i Prammen da, kjære?” – Og det var Nils Vadsenden, liden og bred, han sad der og tørked sin Pande: “Det der borti Prammen, nu ja lad mig se;
for jeg er jo Karen, som kan det; – nei nu maa jeg le! Det er jo mi Kjærring, hu Anne!” “Aa nei dal” sa Ormen, “ja nu faar vi skill's;
for Sola, hun vil til at renne, og Iøølge det faar du jo fremover, Nils, det bedste, du ved, tør det hænde; ja, værsegod hils
som bedst, naar du kjem dig at"-ende.” Og det var Nils Vadsenden, lækkert han for og hilste, saa fagert han vidste: “Bad Sjøormen pent at se indom, jeg, Mor;
men tror du, han vel lod sig friste! Aa, neiom du tror, saa blyg han er blit paa det Sidste!” –
Cookies on Poetry Cove