Moser, I vakre, vilde,
aa, kunde jeg dø som I,
fortæres i Farvespillet
og tvætte min Sjæl deri,
forklares i Lys og Lue,
i Perler, i Blod, i Guld –
og lægge mig trygt til Tue
og drømme mig ned i Muld!
Blomster, var Dødens Gysen
og Krampe som Eders let,
en flakkende, fager Lysen
i Bladenes fine Net!
l Vidjer, I Fjeldets Tusend,
var Vidden min Sørgesal,
de vaagsomme Vindes Susen
den dæmpede Dødskoral!
Kunde saa lyst jeg smile
som Løvskogen, gul og varm,
saa silde den gaar tilhvile
ved Fjeldenes dybblaa Barm,
og fange de hvide Fnokker
saa villig og uden Nag
til Afskedens Aftenklokker
som den en Septemberdag!