Jeg hjem ifra Ballet dig fulgte;
hvor var du deg deilig den Nat!
Som Dønningen svømmende glat
dit Øie i mine sig dulgte.
Mens Farverne skifted, og Morildens Drys
slog Sindet med brændende Feber,
drog Dragsuget blødt, som et listende Kys,
imod dine lokkende Læber.
Med et, før jeg ret vidste af det,
du løsned din Arm ifra min,
forsvunden var Morildens Skin,
og dyster laa Dønningens Flade.
Et snertende Ord, rent et Indfald jeg fik,
hvorledes? – ja, hvor kan jeg vide? –
og taus og mismodig i Natten du gik
med sænkede Blik ved min Side.
Du deilige Barn, mon du tænkte,
at koldt jeg tilbedste dig holdt? –
mon derfor du saaret og stolt
dit freidige Hode vel sænkte? –
Aa, kunde du læst i mit Øie den Gang,
aa, havde du løftet dit Hode
og set, hvor mit glødende Blik ved dig hang, –
gad vidst, om du end kunde tro det!
Alt under den natlige Stjerne
fra Ballet jeg fulgte dig tyst
og grunded med længtende Lyst:
Hvor skulde dit Mismod jeg fjerne?
Hvor skulde jeg vække det glitrende Drys
og Dønningens Glans kunde tænde?
Aa, turde jeg vove et listende Kys,
før Afskedens Stund var tilende! –