Den sortbrune Stær vel jeg sendte
ved Vaar til den hjemlige Grænd;
den loved mig hellig at hente
en Kvist ifra Skogen, den kjendte;
men tro, om jeg saa den igjen.
Du vesle min vingede Skude,
du stakkars min ærlige Stær!
jeg ved det, mod Fyrtaarnets Rude
du seiled og segned derude
ensteds paa det sjøsatte Skjær.
Saa bød sig da Trosten med Kvidder
en Vaar til at gaa som Kurer.
En Blomst fra de solvarme Vidder
det svor mig saa sikkert min Ridder;
men aldrig saa saa jeg ham mer.
Du Stakkar! for tidlig paafærde
fuld Vinter; jeg saa dig saa grant.
Der sad du og frøs bag et Gjerde;
saa fandt dig den skamløse Skjære
og dræbte min vesle Gesandt.
Igjen er det Vaar nord i Dale;
det slider saa saart i mit Sind;
men udenfor sidder en Svale,
som vilde den ha mig itale,
slig ser den saa underlig ind.
Aa kjære min Fugl, om du vilde; –
det fattigste Straa, kun et Frø! –
Aa nei, lad mig bare ti stille,
hvorfor vil jeg Dyret saa ilde?
Nei, Svale, du skal ikke dø!