Farverne blegner og dør efter lidt,
Vinden er langt afgaarde,
Natten den tause paa smygende Skridt
trækker saa blidt
Sommergardinerne fore.
Endnu et Sus over Sjøer og Snar,
dæmpet en sidste Trille,
Gjenboen, stakkar, fortumlet og klar,
prøver paa Svar,
faar ikke til, som han vilde.
Saa blir det tyst ifra Kjelder til Kvist
rundt i de lune Stuer.
Surrende seiler en gammel Torbist,
god og forspist,
hen over Stubber og Tuer.
Myggene spre'r om de tusinde Tun
tykt sine yre Kjeder,
Aftenen aander saa myg og saa lun
Granbar og Dun
ud fra de lønligste Steder.
Ungbækken ene er vaagen endda,
føler sig frem efter Faret,
ser ikke længer, hvad Vei den skal ta,
dubber saa af,
lægger sig for ind' i Snaret.
Nu er det Midtsommernat over Nord,
alle de Smaa i Armen
blunder hun, Skogen, den kjærlige Mor,
Dæmringens Flor
kruser sig blødt over Barmen.