Kongemausolæ

Hvor høit over Vidder og Vande den velter, den skinnende Memurubræ mod Tinder og styrtende Strande, der ligger et kongeligt Mausolæ.

Her sover saa tyst i sin Grav en Drot over blaanende Lande, og ingen ved noget deraf. Dybt ind under Bræhavets Baarer

der hæver sig dristig den vældige Hal, der blinker i blaagrønne Aarer i Hvælvet det kjølige Iskrystal, der glitrer med Perler og Lin,

med Søiler af stivnede Taarer den sælsomme Gravbaldakin. Dernede paa sølvskjære Puder der hviler i Døden den Konge saa ven,

den Herre til Bræer og Nuter, den vilde, den vældige Høifjeldsren. Saa lunt mod den graabrune Pels det kronede Hode han luder;

for nu er det Aften tilfjelds. Men engang var der Dag om Tind, Ungdomsglød i Gammelkaren, engang skar'n

gjennem Fjeldet rappere end Viddens Vind, engang var'n Høvding over Høifjeldsvalen –

Heimdalshø til Uladalen, Falken fra til Glittertind. I sin Yndlingsgrænd paa Isen i det svarte Blaatjernshullet

under Nautgardtindens Slot laa den sterke, tankefulde unge Drot drømmende i Sommerdisen.

Op til hans straalende Høisæde stiger, dæmpet og blødt, Lyd som af Harper og Giger. Er det Blaaklokkeklang

eller Solsikke-Sang eller Vindenes Nyn ifra Heldet? Er det Bækkenes Spret eller Tittingens fløitende Flageolet? –

Alt alt under et, – det er “Alfernes Dans,” af Kapellet. Men ildfuldt og let om det kronede Hode

leger hans Æt, fjeldbaarne Prinser af Blodet. Hei, det var Spret! for en Fyg og en Fart, hvor de hopper og himler,

hvirvler med et Snespruten midt i den lynsnare Vending høi som en Brænding op om de sovende Simler.

Uforstyrret tryg og bred, Hodet halvveis vendt fra Vinden, stirrer han imens mod Tinden, Nautgardtindens Høipalæ,

drømmer sagtens om de mange overstaa'te aarelange Feidetog i Ny og Næ, til han blev

Høvding over Høifjeldsvalen, Heimdalshø til Uladalen, Falken fra til Tjernhulsbræ. Tiderne gik, og den hugstore Herre

tog efter hvert til at drage paa Aarene; mørke blev Haarene, skrukket hans Bug, Hornenes Tagger, hundred i Tallet,

steg som en Skog fra den hærdede Skalle, spaknet var ene Elskovens Hug. Da blev det vene,

vældige Graadyr, værdig af Alder kaaret til Flokkenes “Halder”. Høsten var omme;

alle de fromme, blaanende, røde Barn af det fattige Fjeld var døde, angstfulde somme, andre med glødende Tro

havde som Gjederams ofret sit Blod, Gulskjæg og Graaskjæg, Side om Side, havde de krøbet sig stille tilro, Tyttebær, Tryter og hundrede flere

var ikke mere. Tiden var kommen; over de livløse Vande skreg Lommen; hylende, jamrende

hivde sig Vindene frem bagom Hamrene, smøg sig med pibende Mund ifra Botnernes Bund, rusked de hvidklædte Tinder i Tottene,

styrted sig spottende atter til Dalenes dybeste Grund. – Det var Elskovens Stund. Frem ifra Botnerne, Bergene, Skarene,

Færd efter Færd, styrted de, stimed de, Stormen i Farene Høifjeldets Hær, Horn efter grenede Horn uden Ende,

“Skogen fra Dunsinan” drog imod Gjende. Pakkende tæt i det knausede Lænde flokked sig Simlerne sammen til Tusinde. Frem for han susende

foran sin Iront. Hornenes Tagger, hundred i Tallet, steg som en Skog fra den hærdede Skalle, Flokkenes Halder

røgted sin Dont. Nidkjær om Retten holdt han de flygtige Simler paa Pletten, basked med Bukkene,

slængte de mukkende, sindig og sterk, ud efter Sletten, indtil sin Ende, den vældige Halder,

tro i sit Verk. Til sin Ende; thi alt lenge havde Døden stillet paa sit Kongebytte;

lumsk og lur laa “Jo Gjende”, Jotunheimens Kongeskytte, krybende i Myr og Ur,

uden Nytte dagstøt efter Gammelkaren. Agtsom paa det mindste Drag, merked han bestandig Faren,

sprat i Veiret, varsled Skaren ”og forsvandt i Lynets Jag, alt mens Skytten, harm i Sindet, slængte Bøssen op til Kindet,

skjød i Mist, bandte, saa det lynte om 'n: “Næste Gang var Stunden kommen”; og saa kom den da tilsidst.

Uforstyrret, tryg og bred, gik han der i Aftenvinden, just som Solen sank bag Tinden, Nautgardtindens Høipalæ.

Høstens gyldne Farvestrømme bar hans Drømme vidt udover til de mange ungdomsfriske, aarelange

Feidetog i Ur og Bræ. Da – faldt Skuddet brat – og se! Herren over Høifjeldsvalen, Heimdalshø til Uladalen,

vakled, seg og sank iknæ. Kraften brudt og Modet knækket laa han magtløs i sin Ve; da – med et

sprat han op fra Mosedækket – nei, han vilde dø i Fred, Livet kunde de ta fra ham, aldrig naa ham, aldrig ta ham,

Øiet hvast og Hodet hæret, utæmt, som han havde levet, for i Døden han afsted Opad Heien, gjennem Skaret,

langs med Stup og Styrtning bar det op mod Bræen, der den laa høi og solbelyst og banet, dyb og ren som Oceanet

ind mod Hvælvets dunkle Blaa. Det var den, han stunded efter, den, der saa hans Barndoms Leg, den, han med de sidste Kræfter

naadde, vaklende og vek. Foden gled, men han var fremme, atter paa sit Ungdoms Hav, Hodet sank, men han var hjemme,

øined alt den aabne Grav. Endnu engang saa han vide ud ifra sin Kongestol over Fjeld og fjerne Vande,

end et Streif af Høstens Sol paa den hæderkronte Pande, og saa sank han, seg han, laa han, sov han i sin Kongevælde

Dødens Søvn i Brækapellet. – Naar Solen om Sommeren stiger høit opover Hvælvet med flammende Skin, dybt ned gjennem Aabningen kiger

nysgjerrig en glitrende Straale ind. Den kysser den graabrune Pels og hilser fra Dagenes Riger, at nu er det Morgen tilfjelds.

Om Kvelden, naar Stjernerne tænder vidt henover Bræen sin gnistrende Ild, da stundom og stadig det hænder, at Ræven og Fjeldfrasen lusker til

og svinser paa smygende Fjed og viser de glisende Tænder og kan ikke komme derned. Men naar over Vidder og Vande

den vældige Vinter svinger sin Stav, da lægger den skinnende Fanne sig høit over Hallen og stænger den af. Der sover han tyst i sin Grav

den Herre til blaanende Lande, og ingen ved noget deraf.