Kor. Mørk rider “Stemmet” i rygende Skodde ud imod Havet sin vældige Hest. Ind efter Leden staar Odde til Odde
Vikingeskibe i Storm fra Sydvest. Høvdingeøine fra Udøens Varde følger dem ind i de rolige Sund. Da, Kristianssund,
da under Stormenes vilde Fanfarer, da tog du Vigsel af Vikingemund! Kor. Luende for Nattens Vinde
velter Baunen sine Hærsagn Landet rundt fra Tind til Tinde, naar den nattestille Grænd, vækker Angst i tusind Sinde,
Kampens Glød i sterke Mænd. Luren ramler gjennem Dalen, Hænder famler efter Sværdet, Øine stirrer ud fra Svalen,
og det gaar fra Mund til Mund: “Op med Seilet! ud til Valen! til din Udhavn, Kristianssund! Solo.
Sekler svandt, og Vikingsværd og Panser har længst den tause Kjæmpehøi begravet, men lige ungdomsfrisk staar Vesterhavet med Imperatormagt mod Kystens Skanser,
og Vikingætten færdes endda der med djærve Sind og senesterke Arme, tør endda trodse Majestætens Harme, gaar end i Leding mellem Holm og Skjær.
Det er det Fiskerfolk, hvem Fædrelandet kun gav sin Fattigdom af golde Klipper, hvis Norge aabner sig, hvor Landet slipper med Straa og Vidjesnar om øde Strande,
som tar sin Hærfang af det store Hav og vinder Seire nok i Bølgedansen, men tidt for Laurbærløv tar Tarekransen, for Hjemmets Kirkegaard en hardyb Grav.
Recitativ. Men tidlig og silde i Solskin og Slud saa Høvdingeøine i Havbrynet ud,
og Høvdingetanker de fulgte som Ørnen den gyngende Flaade og naa'de alt videre Grænser og fjernere Skranker,
og Tajos Strande, Messinas lund blev dig skatskyldig, Kristianssund. Kor. Slig steg du af Havet, som Aarene svandt,
og øged med skiftende Slegter Bedriften og voved ‒ og vandt. ‒ Kor.
Og nu blusser atter om Tind Baunen i Sommernatsstunde, atter ad speilklare Sunde flagsmykket Flaade staar ind,
svinger med Fred ind paa din skjærmende Rhed, hilset af jublende Munde. Thi Alt har du samlet herhid,
alt hvad af Vinding du eide, Vinding fra Fiskerens Feide, Hærfang af Havenes Strid, byr os med Fred
her paa din skjærmende Rhed Aarenes travle Arbeide. Kor. Vaagsomme Stad ved de vuggende Vande,
du som paa Klippen har bygget dit Hus, kjøler med rygende Storme din Pande, fylder din Lunge med Brændingens us, sikker og sterk i de kommende Tider
staa du paa Vagt i det yderste Vest! leve, saalænge som “Stemmet” end rider ud efter Havet sin vældige Hest! ‒
Cookies on Poetry Cove