Vær hilset, Stjernenat, du store sæle,
Saa tyst du synker over Jordens Grænd!
Du Nat, som løser i de tusind Sjæle
de tunge Tankers Frost og Sorgens Pæle,
du Nat, som føder os til Barn igjen.
Vær hilset, Stjernenat, du dybe stille,
som blaaner fredlys over Betlehem!
Vær hilset Hyrdefolk paa Marken silde
men høiest hilser jeg dog dig, Barnlille,
som sover sødelig i Armods Hjem.
Thi du er Lyset fra det dunkle Fjerne,
som løser Jordenattens tunge Tvivl.
Hvad lønlig dæmred i Profetens Hjerne,
hvad Vismænd gransked i den stille Stjerne,
det ligger aabent i dit Barnesmil.
Og du er Svaret, ventet saart og længe,
paa hvert et Hjertesuk i Natten stum.
Hver Bøn, som skjælver ræd til svage Strenge,
hvad Mødre nynner om ved Vuggens Gjænge,
det fanger Trøsten fra dit Krybberum.
Jaa vær da hilset høit, du Nattestunde
med Sang og Graneduft og Stjerneskin!
Hver Spurv i Neget skjult jeg elske kunde,
jeg kunde kysse alle Barnemunde
og dra hver Fattig til mit Hjerte ind.
Ja, om jeg kunde, som jeg gjerne vilde,
da lyste Glæden ud af hvert et Hjem,
hver Sorg sov ind, og hvert et Nag blev stille
den sæle Nattestund, da du, Barnlille,
slog dine Øine op i Betlehem.