Vidt over Verden
blaaner Hvælvets Sale,
Døn af Kirkeklokker
dirrer over Dale.
Harpesus i Luften,
Barnesang og Latter:
Runden er du atter
hellige Julenat.
Atter det lyder
som for Sekler siden:
Fred over Jorden!
Trøst i Sjælestriden!
Stegen er han, stegen
ned fra Himmelhallen,
hviler nu i Stalden
Fyrsten af Davids Hus.
D)u, som har prøvet
Livets alle Glæder,
ved, at det blegner,
alt hvad Lykke heder,
bøi, aa bøi dit Hode
under Tagets Spærre!
prøv, om ei den Herre
stille kan glæde din Sjæl!
Du, som i Sorgens
Skyggeland har irret.
længtet og lyttet,
efter Udgang stirret, ‒
se! i Armod bænket
her en Konge hviler!
se i Sorgen smiler
han, som kan stille din Sorg.
Du, som gaar bøiet
under Brøst og Brøde,
selv har i Letsind
lagt din Farvei øde, ‒
læg, aa læg ved Krybben
ned den gamle Møie!
Barnets klare Øie
vist vil det reise dit Mod.
Se dog! nu rinder
Dagen op af Øster!
Kommen er han Zions
milde Sjæletrøster.
Stegen er han, stegen
ned fra Himmelhallen,
hviler sødt i Stalden
Fyrsten af Davids Hus.