Den gamle Verdens lette Leg var omme, i Mulm sad Slegterne om Kundskabs Træ; naar skulde Dagen vel, den nye, komme? ‒ Bøi dybt dit Hode nu, o Zions Vægter!
Nu sænker Natten sig mod dybest Næ; thi nu skal Slaget staa for alle Slegter: din Konge nærmer sig Getsemane. En Konge nærmer sig; men Seirens Toner
gaar ikke foran ham i Tubers Døn og afsagt har han sine Legioner. Det gyldne Glavind funkler ei ved Siden, fra blege Læber stiger stille Bøn,
og ensom, ensom vakler han til Striden den ringe, evighøie Menskesøn. Thi mod ham stevner han den Gaadefulde, hvis Rige Løgnen er, hvis Liv er Skin,
hvis Sværd er Tvilen, og hvis Sjæl er Kulde. Den store Verdensbøig, som Slange-krummet har listet Løgnen ind i Slegtens Sind og kastet Mislyd ind i Verdensrummet ‒
i Mørket nærmer han sig ‒ Trin for Trin Hvad ikke Ord kan si, ei Tanken fatte, ‒ og om den grubled i al Evighed, det led i denne Stund den Gud-forladte.
Al Slegtens Jammer paa hans Hjerte la sig, i Dødens Rædsel seg han langsomt ned, indtil han stønned dybt: “Tag Kalken framig!” til Livets Fyrste sank i blodig Sved!
Bøi dybt dit Hode nu, o Zions Vægter! Nu sænker Natten sig mod dybest Næ, og tabt er Slaget, tabt for alle Slegter! ‒ O nei! i næste Nu er Løsnet fundet,
det tunge Offer bragt for Verdens Ve, har Dagen løftet sig, er Slaget vundet, har Livets Fyrste sagt: “Din Vilje ske!” ‒ Din Vilje ske! ja, det er Seiersordet,
som løser Slegtens gaadefulde Nag, som bringer Samklang ind i Verdenskoret. Og kan med ydmygt Sind, med villigt Hjerte du stamme denne Bøn paa Nødens Dag, ‒
da har du Lægedom for Livets Smerte, da har du seiret gjennem Nederlag.
Cookies on Poetry Cove