Javel, jeg var en fattig Svend
paa Tro og Hjertelag;
men fandtes der i Dybet end
en Rest af Kjærlighed igjen,
mit Fædreland, du eier den
og dine Dales Drag.
Og naar fra Ret og Pligt jeg jog
min egen vilde Vei,
en Solveig lønlig med mig drog,
og det var dig, du stille Skog,
for dig mit fulde Hjerte slog,
og aldrig sveg jeg dig.
Ja, fandtes der et solvarmt Held
i al min Armodsdom,
da laa det vist indunder Fjeld,
af Moser dækket varmt og vel,
med Birkesus og Rækkesprel
og fattig Ener om.
Og samled jeg mig dog engang
og fandt tilsidst mit Kald,
det var «de visne Blades» Hang
og “Duggens Graad” om Sætervang,
det var den høie Høstvinds Sang,
som vied mig til Skald.
Saa tag dem da med Tak igjen
de ringe Digterord.
Javel, jeg var en fattig Svend,
men hvad min Armod evner end,
det gir jeg glad og villig hen
til dig, min Fædrejord.