“Hytter og Hus; men ingen Borge!” ‒
Er det din Gravsang, Akershus? ‒
Eneste Borg i gamle Norge,
skal ogsaa du tilsidst i Grus? ‒
Skal du ‒ for arm og graa for “Nytten” ‒
skal du ‒ for taus for Døgnets Prat ‒
bøie din trodsige Ryg for ‒ “Hytten”,
Aristokrat!
Se dig dog om! I Sol og Sommer
fylkes en Hær, en Hær i Fred.
Graanende Borg! til dig den kommer,
slip du kun trygt din Vindbro ned!
Stoltere Dag saa dine Bale,
saa dine gamle Mure ei:
“Hytter og Hus” rundt Norges Dale
samles om ‒ dig!
Længe af Døgnets Tanker bunden
blunded de tungt ved Fjord og Fjeld;
men da den lange Nat var runden,
fandt de dig, Borg, og fandt ‒ sig selv,
vendte sit Blik mod dine Taarne,
fanged de svundne Tiders Sus,
hilste dig, høie, adelsbaarne
Akershus!
Morgenen gryr, Trompeten gjalder,
vækker dig, Borg, til nye Maal.
Aabnes igjen skal dine Haller,
fyldes af Fløil og Ridderstaal.
Alt, hvad der end af Minder lever,
lysende Fortid, graanet Sæd,
hilser dig, gjæve Borg, og kræver:
Vindbroen ned!
Vindbroen ned! I gyldne Strømme
svæver de svundne Dage ind.
Her skal de bo, de dyre Drømme,
ægge til Daad det unge Sind.
Over dem, Borg, skal dine Taarne
gløde som Guld i Dagens Sol,
være vort høie, adelsbaarne
Folkesymbol!