Naar Blaaklokken ringer til Aftensang,
og Dagen gaar tyst bag Tinde,
naar Myruld vidt over Hei og Vang
hun vugger for Viddens Vinde,
da vækkes hans Trang,
da synger han tung isinde
sin Svanesang.
Han holder sig aldrig til Granegren,
men heller til Viddens Vænge,
af Toner eier han bare en,
men en, som vil mindes længe,
en fløitende ren,
som dirrer for fulde Strenge
i Kvelden sen.
Thi Heiloens fattige Melodi
den løser de tusind Munde;
det tause Tjern og hver Bæk er fri,
hver Blomst i de spare Lunde,
ja, Lyng over Li
de blander saa mangelunde
sin Røst deri.
Saa tør han da kalde sig Viddens Skald,
og ingen hans Ros skal tage;
tilfulde tar han dens Tonefald
og tolker dens Tungsinds Klage
og hæver dens Kald
de signede Høifjeldsdage,
den ædle Skald.