Havblik

De samme gagnløse Tusl af Tanker igjennem Sindet fra Aar til Aar, det samme Skvappel mod gisne Planker i Havbliksdisen ved Høst og Vaar,

det samme blafrende Ryk af Viljen til to-tre margløse Tag fra Tiljen. Lad gaa! hvad nytter det vel at kjæmpe, der Hugen døser saa viljevek !

“Den store Bøigen gaar frem med Lempe” til Morildglitter og Nise-Leg, og Tanken drømmer, og Stjernen skinner, imens han smyger sig frem og vinder.

Jeg traf engang paa en gammel Skipper, som svor og bandte, paa det han sa: at naar man Olje i Sjøen slipper, saa skulde Braattene brydes ak,

saa skulde Skuden saa stolt som Svanen i Stormen vugge sig freidig – sa'n. Hvad pas det hjælper, faar andre sande, jeg tror nu mest, det var Skipperprat;

paa en Ting tør jeg dog trøstig bande: paa Livsenshavet er det probat. Der glattes Bølgen, der brydes Braattet af Oljeflommen fra Hjerneskottet.

Hvad Sjælestorme saa Skjæbnen skikker, hiv ud din flømmende Fantasil lad den kun sive, og vær du sikker, den stilner Stormen og gaar forbi.

Dens Magt er brudt, og dens Vælde knækket; kan trøstig brygge dit Glas paa Dækket. Hvor tidt jeg salved mig ud af Faren, fandt aldrig Bund i mit Oljekrus,

og nu – ja, nu er jeg “helbefaren”, in salvo jeg og mit ganske Hus! For, ser De, midt i det “stille Belte” der blir det sandelig vrangt – at velte.

Og endda, kan De mig det forklare? – og endda frygter jeg stundom stygt. For hvad? – Ja, det er jo just det rare, fordi – jeg ikke ser Grund til Frygt.

Fordi jeg naadde det Maal, jeg vilde, tilslut fik Sjøen forstokket – stille. Det seige Skvappel mod gisne Planker det slaar imod mig som Haan og Spot,

det dvaske, gagnløse Tusl af Tanker det gnager paa mig som Sjælesot. Jeg vilde berge mig ud af Nøden, jo Tak! jeg salved mig selv til – Døden.

Til Døden! Skræmsel for gamle Koner! Giv Tid, du, bare, saa skal du se! Vorherre eier nok, han, Tyfoner, han lar nok ingen faa dø i Fred,

han kan nok frelse fra Viljedøsen og tømme selveste Oljepøsen! Hys, hør! hvad er det for Lyd? hvad ynker sig slig om Skuden saa hæst og hult?

mens Barometret deilig synker, og Himlen pranger i Rødt og Gult. Nu kommer Stormen, nu faar du vise, hvad Viljen evner, du gamle Rise.

Aa nei, det nytter nok ei den Gangen, slig Havet farer med Braat og Brand. Jeg faar nok pilte mig ned i Tangen og re' mit Leie, saa godt jeg kan.

Skal se, det er ikke værst dernede, saasandt en træffer det rette Stedet. Der ligger altids en sunken Skude ensteds og døser indunder Fjeld;

den faar jeg bruge til Hodepude og nytte Taren til Sauefeld. Men Væggen tækker jeg med Koraller, det pynter op i de grønne Haller.

Igjennem Mørket dernede kaster Molluskens Lampe sin Fosforglans; og Dybets sælsomme Verden haster som Drømmesyner forbi min Sans.

Hei! er det det, som de kalder Døden – da blæs i Livet og Morgenrøden