Gladiatorkampe

Op over Myrenes brunlige Flader reiser sig Aasene, Lag over Lag, løfter mod Himmelens Tag dristig sit Amfitheater.

Solen er dalet, Scenen er tom, dybt i Parterret kun Froskene kvækker, kjæftes, saa Folketribunen, Hr. Lom, tyssende over dem trækker.

Trostene rundt ifra Lierne føiter ned i Orchesteret en efter en, stemmer fra Snar og fra Gren let sine Feler og Fløiter.

Tiskende Meiser flokker sig tæt sammen i Damernes slanke Tribuner, alt mens i Riddernes Loge koket Haren sig høvelig syner.

Fra Galleriet gir Spover og Spetter høist utaalmodige Pibekoncert, klarere blinker for hvert Hvælvingens Krans af Lampetter.

Cæsar, blot Cæsar, tøver endnu; mon hvad for høie Depecher han læser? – Hørl! hen i Tykningen, ilter i Hu, Gladiatoren alt fræser.

Stille! se op! der er Rugden i Heien, Herskerens listende lette Kurer, varslende hver, som han ser: Keiseren kommer! afveien! –

Og i den lune, skumrende Kveld tungt over Top i en aandeløs Pause basker han ned, Imperatoren selv, Dominus Tiur den Tause.

Tyst i den høieste Furu han sidder; mon hvad for Tanker der fylder hans Sjæl, Skovenes Drot, Mark Aurel, Nestor iblandt Eremiter? –

Let fra sin Loge gir han et Tegn, og imod Aasene slaar Ouverturen, susende fyger fra Tykningens Hegn Orrerne ind over Myren.

Der sætter Spilfuglen ned ifra Heldet. Se, hvor han brisker sig, diger og bred! Nu blir der Liv, skal du se, Gamlingen leder Kapellet.

Hør, hvor han prøver og prøver sig frem, om der er holdbare Toner i Tuben! Nu er han færdig og sender med Klem “Høisangen” ud gjennem Struben.

Saa gaar det løs over Tuer og Knauser. Hei, for et fræsende, buldrende Gny! Svalerne strør ifra Sky; Salver af yre Applauser.

Vindene sender, Sus efter Sus, tyssende Bud, som ei agtes og ændses. Jublende feires for overfyldt Hus Sommerens sidste “Circenses”.