Gamle Minder

Der ligger i Vesterfjeldet en skinnende fager Kve; men staar du i Sæterheldet, ‒ der er ikke Liv at se.

Der slaar ikke Lyd af Klokker, ei Røg fra den grønne Vang; kun smuldrende Tømmerstokker de hvisker: Der var engang!

Jeg stod der ved Aftenstunde og lytted tungsindig til; men alle de Fuglemunde, selv Trosten saa taug han stil'.

Og alle de Blomster vare, ‒ selv Myruld saa vis og graa, ‒ de nikked og nikked bare og lod mig mismodig staa.

Men høit over Mos og Stene stod midt i den grønne Kve med knoglede Kjæmpegrene et kongeligt Furutræ.

Som Solen den sank i Vester, og Skyggen i Dalen faldt, da vaagned den gamle Mester og suste og sang mig Alt.

Da vaagned de gamle Minder, og Bølingens Klokker lød; rundtom laa de stolte Tinder og pranged i Guld og Glød.

Og Hauset, det kjære, kjendte, det stod der i samme Nu, de hjemlige Ruder brændte, og foran din Dør stod ‒ du. ‒

Stod du, som har fyldt mit Hjerte med tindrende solvarm Vaar, og siden med bitter Smerte de mange og lange Aar.

Jeg tænkte, den gamle Møie omsider var slumret hen, da saa du mig ind i Øiet, og Saaret brød op igjen.

Jeg vilde mit Savn dig klage og synke for dig i Knæ, jeg vilde med Læber svage fortælle dig al min Ve.

Da ‒ før jeg det rigtig vidste ‒ gik Dagen i Vester ud; du gav mig et Blik ‒ det sidste ‒ og blegned og svandt ‒ aa Gud!

Jeg stod der i Vesterfjeldet fortabt i den øde Kve. I Skygge laa Sæterheldet, der var ikke Liv at se.

Der steg ikke Lyd af Klokker, ei Røg fra den tause Vang. Kun smuldrende Tømmerstokker de hvisked: Der var engang! ‒