Hvorfor mander Tidseskadren Rærne, mens det skumrer over Fjord og Fjeld? ‒ Hvorfor dundrer det imellem Skjær'ne, stirrer tusind Øine i det Fjerne
over Rellingen i Seklets Kveld? ‒ Hvorfor! Verdenslodsen gaar fraborde, ‒ Bismarck trænges ikke mer ved Roret! ‒ Endnu engang hilser han, den Store,
taus fra Faldrebstrappen til Farvel. Romerfolkets lystne Epigoner trængte atter frem med Seiershvin. ‒ Atter endte det med Jammerstoner:
“Varus! Varus! mine Lægioner!” Men ‒ Fyrst Bismarck hed du, vor Armin? Vor Armin! ‒ thi er vi ei Germaner! fik vor Folkeaand ei fælles Baner,
fælles Arv fra Valhals vise Vaner, ‒ samme Røst ved Rauma og ved Rhin! ‒ Mand af Jern! det er det stolte, store. at i samme Stund, du tog din Plads,
traust i Fyrsternes Kongres greb Ordet, greb vor Follreaand i Verdensroret, satte Kursen efter sit Kompas. ‒ Aabned Ibsen ikke Tankeskakten,
brød ei Stanley frem i Urskogstragten. just i samme Stund, du “havde Vagten”, stod ved Rattet rank i dit Kyrads! ‒ Mand af Jern! du var det høie, rake,
trygge Kiffeltaarn i Tidens Bo, du var Viljen, som holdt haardt tilbage, Jernet var du i vort nervesvage gamle graanede Europas Blod! ‒
Mer end dette: du var Smilet, Smilet i et Sekel uden Ro og Hvile; af din Sjælero som af en Ile op i Dagen sprudlende det slog.
Mand af Jern! Fordi din Tankes Tragten kun var viet Fædreland og Kald. aldrig Døgnets iltre Kamp om Magten, ikke Viraken og Fyrstepragten
satte Pletter paa din Sjæls Metal, ‒ Mand af Jern! fordi din ligefremme, lune overlegne Statsmandsstemme havde Hjertets Underklang fra Hjemmet,
havde Troens bløde Tonefald, ‒ Derfor tar Kanonerne tilorde, mander Tidseskadren sine Rær: Bismarck, Verdenslodsen, gaar fraborde, ‒
endnu engang hilser han, den Store, ud til Folkemassen, fjern og nær. Tungt fra Fjeldene det endnu skralder, Havet suser, Barometret falder,
Natten synker over Seklets Alder, der det duver bag de sidste Skjær.
Cookies on Poetry Cove