1 “Der var engang” Jeg vandrer taus ad lønlig Sti du gamle gjæve Rhin langs dig. I Saa mangt et Kvad du nynner mig,
der tankefuld du gaar forbi; men altid slutter du din Sang: “Der var engang”. Hvor mangen hellig Riddered
har lydt fra Borgens gamle Jord! hvormange Kys og varme Ord om evig, evig Kjærlighed! Men du gaar tyst, med dæmpet Klang:
“Der var engang”. Det røde Rhinguld i din Grund har tusindfold tændt Nid og Nag. Hvor mangt et Niebelungenslag
har raset i den lyse Lund! Men Natten sank paa blodig Vang: “Dær var engang”. Hvor mangen ædel Lohengrin
har vugget paa din blanke Strøm! Hvor mangen herlig Keiserdrøm gled hen ad dig, du gamle Rhin! Men Drømmen svandt, og Strengen sprang:
“Der var engang”. Jeg vandrer taus ad lønlig Sti du gamle gjæve Rhin langs dig, og dæmpet mildt du nynner mig:
Snart er din Tid vel og forbi. Snart slutter Jorden dig i Fang: “Der var engang”. 2 Andernach.
I Andernach, den gamle Stad, der ruger skumle Minder, der smyger Hevn og giftigt Had endnu om Taarn og Tinder.
Der stiger det i Natten lang som Munkeskrig og Vaabenklang, i Andernach ved Rhinen. Og Floden paa sin Sangerfærd
gaar her i sorte Strømme, ser sky tilsiden her og der og synker hen i Drømme. Saa hviler over Land og Strand
de svundne Tiders tunge Ban paa Andernach ved Rhinen. Dog ved jeg vel en lystig Kar, som nok kan løse Bannet,
naar han en solklar Morgen drar med Felen gjennem Landet. Og det er Vaaren, ung og yr, for ham de blege Skygger flyr
fra Andernach ved Rhinen. Med Roser i det lyse Haar, med Sang og Klang han slentrer, og opad Taarn og Klostergaard
den vilde Vin sig entrer. Ja, for hans Fod paakryds og tvers ‒ der klyver Blomsterne tilveirs i Andernach ved Rhinen.
Hver graanet Mur, hver Revne sort med Heg og Hyld han dækker, og over hver en skummel Port den lyse Lind sig strækker.
Ja, fra hvert gammelt Skydeskaar Syrenens hvide Fane slaar i Andernach ved Rhinen. Og da er Nattens Tid forbi
og alle onde Drømme; den gamle Rhin, saa glad og fri, lar atter Sangen strømme. Og som en Tornerose skjær
i Aftensol den ligger der den gamle Stad ved Rhinen. 3 Hilsen til Rhinen. Nu flænges Skoddebanken
om Taarn og Borgruin, og dybt dernede skinner som Guld den gamle Rhin. Et Yr af Maidagsvinde
drar ud til muntre Slag, og over Løn og Linde slaar Tysklands unge Flag. Vai høit, vai høit o Fane
i Vaaren lys og let! Her, mellem Løn og Linde, her har du Hjemstavnsret. Ja, ei i Schwarzwalds Dale,
ved Neckars Bred engang har mig din høie Tale saa lys og skjær en Klang. Thi ingensteds har Sproget
saa hjemlig blødt et Drag, og ingensteds der banker saa tysk et Hjertelag. Og ingensteds har Kvædet
saa varme, dybe Ord som her, hvor dybt er vædet med Blod hver fodsbred Jord. Jaa far da dine Veie,
du Sangerfyrste god! De skal dog aldrig ta dig, du gamle tyske Flod! Vai høit for Maidagsvinde
du Fane, lys og let, her, mellem Løn og Linde, her har du Hjemstavnsret! ‒
Cookies on Poetry Cove