"Firkanten"

“Firkant” ho og Firkant hei! “Kanten”, kjender du'n ei? – Ligger du tilfjelds og grunder, enslig, paa saa store Verk,

Hugen løfter sig og stunder ud i Dagen, stolt og sterk, og du hører plent med et 'n Røst fra Himmerig deroppe:

“Har vel ikke spurgt og set 'n borket liden Skarvehoppe?” – Samson, vaagne! Samson, hei! Da er “Kanten” over dig.

Firkant hei og Firkant ho! kjender du 'n vel, skal tro? – Staar du enslig op' i Lien, Bøssen ligger fast til Kind,

Haren danser efter Stien, et Sekund – og den er din; og du hører nogen skrige hjælpsomt til dig over Garden

med et Brøl fra Himmerige: “Var dig! sjaa, der kommer Haren!” – Mensket spaar; men Kanten raar; – sig mig saa, hvor Haren gaar?

Firkant ho og Firkant hei! kjender du'n saa? aa nei! Sidder du ved Sætervarmen, træt af Gangen, støl og stiv,

og vil kjælent lægge Armen om din unge Jentes Liv, og det tusler tyst derinde, Katten, tror du, bare Katten,

og saa Katten til at spinde: “Er her Hus at faa for Natten?” Ja, saa Katten klore mig! da er “Kanten” over dig.

“Kanten” hist og “Kanten” her, “Kanten” allesteds og fær. – Lige brei som lang at kalde, liden, larvet, lys og lat,

Øine, Kar, som blaasur Valle, lige kjær i Mat og Prat, god som Guld, men ta dig vare! vil du faa'n gal i Toppen,

raab saa: “Kanten!” til 'n bare, jo, da skal du se'n, Kroppen! “Kanten” her og “Kanten” hist, jo, nu kjender du ‘n vist.