Naar Luften er lummer og Tanken i Brand, og Livet lig vandløse Vidder, hvor Mismodet stabber afsted gjennem Sand, saalænge det kan eller gidder,
sel da kan hun staa der med et paa de svævende Trin, saa lyslevende let i det luftige Lin,
med den liflige Vin fra Brylluppet hisset i Kana, den straalende “Fata Morgana”. Hun bøier sig ned i det flagrende Flor,
af susende Zefyr jeg røres; hun smiler og hvisker saa sælsomme Ord, som sildrende Bække det høres. I Øiet hun ser mig og ler,
og det glitrende Drys af en Indsø jeg ser, og hun aander, o hys! paa min Pande et Kys,
og svaiende Palmer sig reiser, og da er jeg Asiens Keiser. – Fra Ørkenens glødende, bleggule Jord mod Ammons Oase jeg rider;
i blinkende Strøm gjennem Passet sig snor de solbrændte Argyraspider. Men foran for Rækkerne, se! – i den spettede Hud
smyger Slanger afsted, som paa Guddommens Bud viser Veien derud, i Spidsen, som Leder og Liktor,
en glubende Boa Konstrictor. Saa underlig suser i Aftenens Vind om Templet de høie Plataner, hvor Presterne tause fra Tærskelens Trin
ser ud i de hvide Kaftaner og aner af Ørkenens Tog, som det bugter sig der, at hvad ældgamle Sprog
har dem varslet, er nær, at i Kveldsolens Skjær Gud Ammon fra Jorderigs Ender sin Søn dem, den vældige, sender.
Men ud ifra Teltene hastig hun gaar, Prinsessen, med tindrende Øie; som Vaarflommen skyller det blaasorte Haar mod Brysternes gulhvide Høie;
og yndig, med rødmende Kind, paa den lette Sandal som en svævende Hind hæver smidig og smal
hun den gyldne Pokal imod mig med Vin ifra Kana, min Dronning, min Fata Morgana. Jeg løfter min Arm mod den perlende Drik,
min Sjæl imod Perlen af Kvinder; da – ser hun paa mig med et vemodigt Blik, glir ud og fordunkles og svinder. Og Sjødybets glitrende Grund
er et luftigt Bedrag, og den svaiende Lund blir et skyfuret Drag og Orakelet bag
til Kalkblokkens graanede Sider, til Dunst mine Argyraspider. Og Lyset er slukket, og Legen forbi, og Livet lig vandløse Vidder;
men Blikket – hvad var det hun vel vilde si? – det ved jeg saa vel, der jeg sidder. Jeg skulde vel sagtens tilpers, som et stadigt Metier
gjøre klingende Vers med Daktyl og Trochæ, af hvad pent jeg fik se, men aldrig, bevares, fik røre!
God Per! se, det skulde du gjøre! Men neiom jeg gidder med Per og med Paul i Smug som en Rimsmed at taste, for saa, om det lykkes, med “Versenes” Staal
en Dag over Lykken at saste! Nei, evner jeg aldrig i Hast ved et Ord eller Navn at faa holde dig fast,
saa jeg slukker mit Savn ved din Barm, i din Favn – mig skal du saavist ei bestikke; din Hoftroubadour blir jeg ikke.
Cookies on Poetry Cove