Fastelavnsløier

De lysned ad Morgen, og Kulden var besk. I Pels og i Pesk stod Skogen til Halsen begraven; ja, Smaabusken stakkar, han kunde saa nær

ei trække sit Veir den haardbare Helg, Fastelavn. Betænkt fra sin Stue, paa listende Lab sprang “Pus” over Rab;

han kjendte slig Murring i Maven. Ja, hvordan han saa skulde bære sig ad, han maatte ha Mad, sligt Slag, om det var Fastelavn.

Men midt under Farten han sat' sig og vak: “Hvad var det, som knak? – Holdt Mikkel ei heller paa Fasten? – Aa kjære mit Ekorn, hvor skræmte du mig!

Det er bare dig; hei! har du en Kongle, saa kast'n!” Men Ekorn han fræste med Maden i Mund: “Der er ikke Bund,

god Pus, i din Pung eller Kiste. Hvordan skal det ende, min Hr. Kavaler? – Men siden du ber saa vakkert, saa faar jeg vel friste.”

Saa kom der en Spette og hilste Goddag og slog sig ilag. Hun var baade sulten og gnaven og for efter Stammen med Skvalder og Præk

og hakked og skreg som arrigste “Kjærring med Staven”. “De ved Frøken Skjære, som huser tæt ved? – Hvem ante vel det,

at hun skulde la sig forføre! Men tænk! midt i Fasten saa skal hun ha Smaa! Ja, slig kan det gaa, naar Ungdommen ikke vil høre.”

Men bedst som de knased og gramsed med Lyst, sneg Solstraalen tyst sig ind mellem Busker og Grene; den smat gjennem Snaret og strøde med Kys

og slængte et Drys omkring af de dyreste Stene. Da vaagned de gamle, ærværdige Trær, saa her og saa der,

og rysted de stivnede Lemmer, og Meiserne, stakkar, som leide hos dem, de pusled sig frem og prøvde saa smaat sine Stemmer.

Men Ekorn og Spetten og Haren, den Spret, saa god og saa mæt, de slog sig riv-ruskende gale. Mor Spette, hun trommed, og Haren, hei hop!

han dansed Galop, mens Ekorn slog Saltomortale. Men dybt under Sneen laa Bamsen i Kot og vaagned saa smaat:

“Nei, hær, hvor de faster derude! Ak, den, som sig havde en aarsgammel Buk!” – saa drog han et Suk og snude sig om paa sin Snude.