Den slog sig paa om Kvelden; God damn, om jeg forstaarl nu har den gaat med Snellen i femogtredve Aar! –
Men nu, saasandt ieg lever, min gode, gamle Laks, – hei, Kelner! en Genever! – nu skal jeg ta dig straks.
Naar Vintrens Tungsind letter fra Fjeldets Pandehvælv, og Stryg i Stryg den sætter paa Sprang den frie Elv,
naar Svalen staar paa Stølen og murer sit Palads, da ser den ud af Hølen bag grønne Vindusglas.
Et sagte Slag med Halen, et Lyn fra lyse Skjæl, et vældigt Plask, saa Svalen gaar mest ifra sig selv,
saa staar den ud fra Rheden, den pantsrede Pirat, og Fredens Tid er leden, min gamle Kamerat;
Og opad Elven staar det i Sol og Regn og Rusk, i Fosseskavl og Baare og over Rerg og Busk,
mens Trosteparret spotter vor Færd fra høien Ur, og Sneppernes Fagotter slaar ind i Fossens Dur.
Men i de stille Kulper, hvor Elven paa sin Reis i trætte Tanker skvulper imod den sorte Gneis,
hvor tause, grønne Bregner staar Vagt om Fjeldets Ro, der, gamle Ven, der tegner vi Vaabenhvil, vi to.
I Grottens Hal dybtnede der tør du ta din Blund; jeg vil mit Fristed rede i Bregneskovens Grund,
hvor høit i Bergets Rifter saa sære Urter staa, og Birken sagte vifter mig Kjøling fra det Blaa.
Der vil jeg Hodet gjemme ved Fjeldets Barm et Bil og prøve paa at glemme, jeg nogen Tid var til,
mens Middagssolen svipper igjennem her og der, og Erlen gaar og vipper og bader sine Fjær.
Men straks et Gufs af Kvelden til Juvets Gryde naar, hu, hei! da klirrer Snellen, og ud igjen det staar
i Stryg og Strøm og Viger og over Myr og Kjær, saa Lom og Lemaæn skriger og fræser ad vor Færd.
Saa kommer Høstens Alder og spakner Elvens Gang; til sagte Nynnen falder den ungdomsdjærve Sang,
hvad før i Hvirvler vilde for frem med Tant og Tøv, det kruser sig nu stille langs Liens gule Løv.
Da – i de klare Nætter, naar rundt med Suk og Hvisk de svale Vinde smetter omkring blandt Lyng og Brisk,
naar tusind Blomstersjæle drar tyst sit sidste Veir, og uden Liv og Mæle al Vidden ligger der, –
Da aabner Dybets Kammer sig blødt, som af sig selv, og Maanestraalen flammer paa blanke Sølverskjæl,
to Øine, dybe, sære, ser tungsindt paa mig hen; hvad vil du mig, du kjære, du underlige Ven? –
Og op fra Dybet strømmer det hviskende mod Strand: “Hvad gaar du der og drømmer, du stakkars gamle Mand?
Som Luften fri, der svæver henover Fly og Fon, saa sorgløs fri jeg lever; thi jeg er Elvens Aand.
Du tror med frydfuld Skjælven, at du har fanget mig, – saa vid da: det er Elven, som fast har lænket dig;
der har du gaat med Snellen de mange, lange Aar, nu er den kommen Kvelden, da den sit Bytte naar.
Mod Syden seiler Svalen, og Viddesolen flyr, dernede pranger Salen med Vægge af Porfyr,
med kjølige Karnapper og dunkle Vindusglas, med Hvælvinger og Trapper og mangen lønlig Plads.
Kast alle bitre Minder i Dybets tause Væld! jeg gir dig brede Finner, jeg gir dig Sølverskjæl,
jeg gir dig Grottens Brisker til stille Sovested, kom, gamle, trætte Fisker, jeg gir dig Elvens Fred!”
Cookies on Poetry Cove