Rautende Bøling og klingende Klokker, skinnende Skaut efter Fjeldstiens Drag, jagende Hunde og Jenter, som lokker, Latter og Leg i den høstklare Dag.
Piskedød, saa Studen kror sig, Barbro skjelder, Burmann gjør! Retsan ja, der Stien snor sig ind i Lierne mod Sør;
ned mod Bygden hærden svinger, sidste svage Tone klinger op mod Vidderne og dør. Gneldrende Bikjer og flirende Jenter,
Lykke paa Reisen, hvert gaulende Naut! Tænker I kanske, jeg ligger og venter, stunder mod Sør efter Stakker og Skaut? “Det blir ødsligt for'n, Stakker!” –
“Arme Per! det blir saa, ja!” – Ødsligt, Jenter! hvor I snakker ! Lyksom Reise skal I ha! Se paa Vidden der i Veæster!
Retnu faar Per Gynt nok Gjæster, gjæve Gjæster, langveisfra. Ser du det gnistrende, blanke Band, som synker og stiger mod Skyen,
bugter sig frem som en Slange ibrand, skydende Ryg over Flyen? – Fremover bær det! sig mig, hvem er det? –
Dronningen af Saba, Sjung fi hei, sjung hopsasan! Dronningen af Saba, syn nu din Forstand!
Se, med tusind Aseninder, gjæve Mænd og fagre Kvinder stevner hun fra Østerland. Vesle Moser, som Vidderne klæ'r,
vakkert jeg be'r, krusede Gulskjæg og Saltmose skjær, Graaskjæg og blodrøde Fjeldmelbær, Renmose, fin
som sølvstukket Lin, og Gjederams, dunkel som Alterkalksvin, alle Moser, som Vidderne klærr,
Eder jeg ber: Et høvligt Fløilsklæde, et høstligt Fyrsteskrud det væve I og brede
for Sabas Dronning ud. I er de fagre, rige, den fattige er Per; ei vil hans Haab I svige,
saa vakkert som han berr. Hei! kan du høre den stolte Slaat for Fløiter og lokkende Lurer? Hør, hvor det slaar som i Brænding og Braat
op mod de evige Urer! Høit fra Kameler synges til Feler: “Dronningen af Saba,
Sjung fi hei, sjung høit i Kor! Dronningen af Saba, agt nu dine Ord!” Ret som David foran Arken
danser Blaamænd over Marken foran Sabas Dronning stor. Fagre Skog under Uren, den blaa, kalder jeg paa;
mørkegrøn Ener i lunende Lag, Vidjer i gule og sølvgraa Drag, Bjerken saa fuld af glitrende Guld
og Fyrren saa skjægget og smusket som Muld, hver en Busk under Uren, den blaa, kalder jeg paa:
Vær snar, min Skog, og klæd dig alt i din bedste Staat, til Høitid vil jeg be' dig, til Dans og Bryllupslaat.
Min Hird, den skal du være, paa Vagt omkring mig staa; min fagre Skog, min kjære, tag Bryllupsklædning paa!
Skinnende Faner i Solen slaar som Vinger, og Lurene larme; Dronningen løftes af Sadlen og gaar frem mellem snehvide Barme.
Tonerne tier, medens hun si'er: “Dronningen af Saba, Sjung fi hei! – du for dig ser;
Dronningen af Saba høvelig dig be'r: Dit er Riget, din er Æren; – fli dig nu til Bryllupsfærden,
vakre, vise Keiser Per!” Alle Tinder i Øst og i Vest, Bisp eller Prest, Semmeltind smekker og Besshø i Blaat,
Glittertind, Biskop i hvid Kalot, Nautgaren stø, i Aftensol rød, og Falken den fagre
og Heilstuguhø, alle Tinder i Øst og i Vest, Bisp eller Prest: Ved Kirken du mig møde,
mit Presteskab med Fred, se alle Skyer gløde, nu synker Solen ned. De tusind Sjøer skinne,
hør Viddens Orgelbrus ! Nu sammen du os binde i Kirkens høie Hus.
Cookies on Poetry Cove