Bjerk og Blaaveis, Svalevinger,
Bækkeskvalder! Hei og hop!
Tusind travle Vaarbud ringer
mig i Telefonen op.
Hundred Gange paa min re
kaster jeg Papir og Pen.
Op med Vinduet! “Hvem er det?”
“Stæren!” “Nu, hvad godt igjen?”
Jo, først er det da en Masse
Reggler fra gypti Land.
Dernæst, at min Rugekasse
ikke er i rigtig Stand.
“Ogsaa dette Spurvepakket!
Det er fine Fyrer, ja!
Ogsaa” ‒ ‒ “Stop! nu nok med Snakket!”
roper jeg og “ringer af”.
Tys! hvad nu! hvad sagte Susen
naar saa stilt mit trætte Sind?
“Ja! hvem er det?” Hundredtusind
Barnestemmer hvisker ind:
“Vi er Blaaveis, Blaaveis, kjære,
kom og find os, om du kan!
Gjemsel leger vi bag Gjerdet,
her og der og allestand”. ‒
“Ja, jeg kommer, kjære snille,
kommer, und mig bare Fred!”
Hei! der slaar en Prostetrille
ende i mit Øre ned!
Ak! og før den ene ender,
stemmer alt en anden i:
“To om Budet, kjære Venner!
En ad Gangen eller ti!”
Saa ‒ nu tier Fuglekoret,
Elvesang og Blomstersus.
Skogen selv tar myndig Ordet
og beskikker stilt sit Hus.
Dæmpet orgler den sin Ode
over Fjeld og fjerne Dal,
og jeg bøier dybt mit Hode,
hvisker stille: “Herre tal!” ‒
Atter blaaner dine Haller,
atter aabner sig din Sal,
atter mildelig du kalder,
ja, jeg kommer. Herre, tal!” ‒