Kong Kristian Fjerde han sad der i Sorg,
med Sverig han laa udi Krig:
“Hvem frelser mit Fæste, hvem bygger min Borg?
“Hvor finder jeg Folk uden Svig?”
“Kong Kristian! I glemmer jo Norge!”
Kong Kristian blev sig i Hu saa fro;
helt trøstig til Strid han mon gaa.
De Nordmænd de fik hverken Rist eller Ro;
til Sjøs og til Lands de mon slaa.
Kong Kristian han glemte ei Norge.
Kong Kristian Fjerde han sad der i Graad,
da Feiden var fægtet til Slut:
“Hvor tager jeg Land og hvor tager jeg Raad
at betale den tunge Tribut?”
“Kong Kristian! I glemmer jo Norge!”
Kong Kristian bøied sit kongelig Knæ;
“Hav Tak, Du min Herre og Gud,
“at Du fra min Jammer mig Frelse lod se
“og Danmark af Vaande hjalp ud!”
“Kong Kristian han glemte ei Norge.”
Han Herjedals Bygder og Jemternes Land
fra Norrig med Sværdet hug af;
til Tak for vor Troskab den kongelig Mand
til Sverig i Nøden dem gav.
Kong Kristian han glemte ei Norge.
et Land, som af Troskab tog Trældom i Arv
og aldrig har svigtet forvist,
fik bløde sit Blod og fik miste sin Marv
og lade sit Legem tilsidst.
Kong Kristian han glemte ei Norge.
De Konger af Danmark Kong Kristians Sæd
i Agt og Ære har holdt:
Naar Danmark har trængt til Krig eller Fred,
det Norge fast Døden har voldt.
Ja Danmark, det glemte ei Norge!