Jemterne stirrer i svartene Skoven, Krigshornet klinger helt frydefuldt frem. Oberst von Schultz og Major von der Hoven kommer fra Norrig, fra Fædrenes Hjem.
Ædle Norrig! Elskte Norrig! Kjær Du var i Savn og Sorrig dog for dem.
Jemterne følger de Nordmænd til Striden; Sparre han viger, der Schultz drager fram. Forrest i Hæren, von Hoven ved Siden, ganger i Ledingen Præsten Hrr. Ramm.
“Takker Herren! “Priser Herren! “Frelst er Jemtland nær og fjerren, “slut vor Skam!”
Stakket blev Jemternes Norrønaglæde: Horn kom fra Söder med tre Tusend Mand! Lænket selv fjortende Ramm stod tilstede, dømtes til Døden den Herre paa Stand.
“Ædle Norrig! “Elskte Norrig! “Dø for Dig jeg uden Sorrig “glader kan!”
Var sig hans Hustru, den modige Kvinde, sagde af Sorg ei et eneste Ord; men for Pardon for sin Husbond at vinde hundrede Mil gjennem Vintren hun fór.
Uden Klage Nætter, Dage, Stockholm til og saa tilbage, stum og stor.
Rødøens Færgested blinker ved Strande; Mestermand venter, og Trommerne gaar. Blege som Døden de Jemter mon stande; høireist Hrr. Olof paa Stupstokken staar:
“Ædle Norrig! “Elskte Norrig! “Slut er Strid, og slut er Sorrig! “Hjem jeg gaar!”
“Faar man ei værge sin Hjemstavn til Fulde, “faar man ei elske sin Syster og Bror', “bedre at slumre helt kold under Mulde, “fare med Fred til sin Fædrenejord!”
Samme sinde fram derinde gjennem Jemtlands Skog en Kvinde ligbleg fór.
Bilen hun blinker, og Trommen sig rører; Folkenes Ret i de Dage ei gjaldt. Lydt gjennem Larmen hans Stemme man hører: “Fader i Himlen, forlade dem Alt!
“Ædle Norrig! “Elskte Norrig! Tak for Glæde, Tak for Sorrig!” – Øksen faldt.
Staar de Soldater med Kinderne hvide; fjernt gjennem Folket et Kvindeskrig gaar. Mængden den mumler og viger til Side – Hustruen bleg hos sin Husbonde staar.
“Olof, svar mig! “Frelse har jeg! “Helt hos Sverigs Konge var jeg!” – Svar ei faar.
Henrik af Horn han stirrer i Sandet; slagne de stirrer, Soldaterne med. Døende roper hun: “Evig forbandet “Fyrster, som snigmyrder Folkenes Fred!
“Blodets Klage “alle Dage “Søvnen af Jert Øie jage! – Sank saa ned.
Cookies on Poetry Cove