Kong Kristiern rider ad Oslo Bro, af Modbør bøiet og bleg. I Kvæld skal han fare fra Land og Bo; de Nordmænd følger ham tause og tro;
de aldrig sin Konge sveg. I Kummer og Kvide staar Norriges Land; det hulker i Hytte, det stirrer fra Strand, der han drager, Kong Kristiern Tyran.
Kong Kristiern stod paa sin Skude stil og saa mod de blaanende Fjeld; fra Skogene strømmed ham Susning til; af Vandene steg det som Mumlen mild:
“Farvel, vor Konge, Farvel!” Det laa der det fagre, det fattige Land; det hulked i Hytte, det stirred fra Strand, der han reiste, Kong Kristiern Tyran.
Hvad var det, som Folket mod Kongen drog, den haarde, den hadede Mand, som Sværdet i Sveriges Hjerte jog, som Fyrster og Præster lig Hornkvæg slog,
som fødtes med Blod i sin Hand? Hvi steg der af Norriges Land som et Skrig fra rigeste Borg og fra fattigste Vig mod et Kongeseils flygtende Flig?
Det Land, som fra Haralds og Sverres Tid til Høvdingetale var vant, laa herjet af Herrer, dræbt af Splid; paa Hundrede Aar kom ei Konger did
og leved sit Folk iblandt. Saa kom han, den jernhaarde, hadede Mand, med Frygt i sit Følge, med Blod og med Brand; saa kom han, Kong Kristiern Tyran.
Og høit over Lande med ham der steg en isnende Rædsels Ro. De Høge, som fordum mod Folket skreg, de holdt sig i Huse; de skalv; de teg
under Ørnens vældige Klo. Og Ro fik hver Hytte, og Ret fik hver Mand; der var dog en Konge i Norriges Land, da han sad her, Kong Kristiern Tyran.
Og skulde vi trælle, tro mod vor Ed, under fremmede Folks Tyranni, og skulde vor ældgamle Ret trampes ned, saa var det dog bedre for Hjemmenes Fred
at hundses af en end af ti. Og derfor saa blev der rundt Norriges Land en Hulken i Hytter, en Stirren fra Strand, da han reiste, Kong Kristiern Tyran.
Cookies on Poetry Cove