Der stod udi April en Dag saa haard en Strid for os. Fra Akershus vi drog til Slag; men den, som tog de tyngste Tag
og først gik frem til blodigt Lag, var gamle Koss. De Grenaderer skarpt mon slaa; de fulgte hannem med;
hans hvide Dug det lyste paa, og bagom saa man Sønnen gaa; slig hugg de ind og trængte saa mod Oslo ned.
De fik det hedt de Gule-Blaa, for Koss gik fram helt kvast, og Tolvte Karl, som Striden saa, han ropte: “Kan gubben nå,
“skall snart jag gossarne nog slå; “hugg honom fast!” Der stod en Strid paa Liv og Død ved Halvards Kirkebro;
og gamle Koss gav Hugg og Stød, til Kugler to ham gjennemskjød; der blev hans Ligdug blodigrød – der fandt han Ro.
Fra Akershus saa vildt der klang et Horn, Retrætens Tegn. Det svenske Folk, som stod paa Sprang, slog helt omkring og Sabler svang;
de Nordmænd gik sin tunge Gang fra sin Kaptein. Kun En ei Hornets Ordre lød, det var Hrr. Kristian Koss.
Han ind i Fiendens Rækker brød; det unge Blod i Strømme flød; om Fad'rens Lig paa Liv og Død han saaret slaas.
Von Klenow, Akers Kommandant, han talte til sin Hær: “Vor tapre Koss sin Død alt fandt. “Hvor er hans Søn?” – En graa Sergeant
gav dæmpet Svar, mens Taarer randt: “Han kommer der.” Von Klenow ud fra Volden saa. Han blev i Synet bleg.
Han øined Koss saa blodig gaa; han havde tungt at bære paa: hans Faders Lig paa Ryg ham laa, der ind han steg.
Han stod for Klenow, bleg og stor, den unge Helt af Nord. “Hrr. Kommandant! En Ed jeg svor: “Jeg lovet har min gamle Mor
“at faa ham frelst til Hjemmets Jord. “Jeg har holdt Ord.” Og Hrr. von Klenows ganske Hær tog Hatten af for Koss.
Men Klenow ropte: “l Gevær! “Honnør for ham, som ligger her! “Honnør for hende, han har kjær! “Os hils fra os!”
Cookies on Poetry Cove