Kjeld Stub

Det var sig den djærve Magister Hrr. Kjeld, han stod der saa bred i sin Stue med Sværd udi Belte, beredt paa Farvel, og samlet omkring ham i Afskedens Kvæld

de Præster saa fromme med Hoved paa Held og ydmyg af Aasyn at skue. De kongelig' Fogder og Bønder ogsaa man saa der at staa.

Det var sig Kjeld Stub, der han Stilhed fornam, saa tog han helt mægtig til Tale: “Af Svensken vi trænges; det er os en Skam, “at Ingen tør mødes paa Grænsen med ham

“og vise ham hjem, der han nu ganger fram “i Norriges fredelig' Dale. “Hrr. Hannibal byder mig drage afsted. “Vil Nogen gaa med?”

En Stilhed i Stuen til Døden der blev; den Klokke hun hørtes at kneppe. Hrr. Kjeld ud af Hylden sin Bibelbog rev; sin hanskeskodd Hand udi Bogen han trev,

saa Spænder der sprang og saa Stumper der drev: “Slig Feighed den vented jeg neppe! “Hvor jeg tør gaar foran, tør I vel gaa med “til Krig som i Fred?”

“Magister Hrr. Hanssøn, l vel give Agt! “Jeg kjender Jer Vandel helt nøie. “Jer Tro var bedærvet, saa har man mig sagt; “l stod under Pavens fordømmelig' Magt.

“ldag er Opreisning. Jeg sætter Jer Vagt “paa Tolvmileskogen hin høie. “Og tjener I Kongen og lyder hans Bud, “saa tjener I Gud.”

“Hrr. Sevald, I er en Ruin udi Grus, “forjaget fra Embed og Hæder. “Men jages fra Oslo og fra Akershus, “hvor Krigerne sover blandt Kvinder og Krus

“og lever i Sus med Hrr. Borgmester Ruus, “har hændt nogen Bedre end Eder. “Sid op, Hrr. Magister, og rid uden Stans “til Braadelands Skans.”

“Jeg selv vil ei unde mig Rist eller Ro, “saa langt jeg kan aande og sanse. “l Skog vil jeg ride; paa Fjeld vil jeg bo, “vil vaage og bede, vil kjæmpe og tro,

“og tar jeg mig Hvile en Nat eller to, “saa er jeg i Magnori Skanse. “Naar Krigeren svigter, – ved Bibelens Skat! “faar Præsten ta' fat.”

“l kongelig' Fogder, som Intet har gjort, “kun Svie og Saar her i Lande, “som Retfærdens Glavind har misbrugt saa sort, “nu drage I Sværd og nu ride I fort

“og Vise den arrige Fiende bort “fra Norriges Riger og Strande. “Langt bedre for Gud er det Fienden at slaa “end Bønder at flaa!”

Det var sig de Fogder og Præster paa Stand, de høit gav sit Bifald tilkjende. Da traadte der frem af de Bønder en Mand; hans Pande var høi, og hans Øine de brand;

han stansed for Præsten og løfted sin Hand – de alle det tungt monne kjende: “Vor Mening, Kjeld Stub, Du os afæsked har. “Nu skalt Du faa Svar.”

“At gange mod Svensken til Leding i Led “slet intet vi kunne og ville. “Vi havde fra fordum med hannem kun Fred, “og Fred vil vi have for Fremtiden med

“den Mand, som gjør Ufred med ham, slaar vi ned “men Grænsevagt – den vil vi stille. “Saa er det til Forsvar, I roper, Hrr. Kjeld, “saa gaar vi i Kvæld.”

Da var det, at Kjelden, den fromme Guds Mand tog Bonden helt tæt til sin Bringe og løfted ham op med sin høiere Hand og holdt ham i Dagen og skued ham an

og derpaa, mens Kinder og Øine de brand, med Magt ham i Knæ monne tvinge: “Det Svar var just det, som jeg vented at faa. “Saa kom lad os gaa.”

Da blev der en Larm gjennem Stuen af Mænd, som alle vil gange til Stride, og Larmen, den rulled langs Grænserne hen, og spurgte de Svensker i Skog og i Grænd:

“Hvem rider saa silde, og hvor skal I hen?” Da tordned en Røst der saa vide: “Kjeld Stub er mit Navn, og mit Maal og min Agt: “For Norrig paa Vagt.”

Fra Baahus til Trøndelags-Grænserne frem Kjeld Stub paa sin Vagt monne være. I Sommere seks og i Vintere fem selv trettende Mand jog han Svenskerne hjem;

men aldrig saa gik han til Anfald paa dem; sit Ord holdt han høit og i Ære. Og kaldtes af alle i Norriges Land hin stærke Guds Mand.

Saa endte da Hannibalsfeiden tilsidst med Fred for de nordiske Riger. For Norrig gik Jemtland til Fienden mist; vi maatte for Legen betale forvist;

saa gjorde vi først, og saa gjorde vi sidst, var nærmest dertil, som man siger. Men sorgfuld i Hu som et solforladt Fjeld sad Præsten Hrr. Kjeld.

“Ja nu har jeg redet for tyvende Gang “fra Baahus til Trøndelags Grænse, “og aldrig faldt Veien mig tung eller trang, “skjønt Nisten var mager og Skogen var lang;

“og Svenskernes Kugler, som rundtenom sang, “ – jeg syntes dem intet at ænse. “Men nu jeg skal til med at tage Farvel, “er det smaat med Hrr. Kjeld.”

“Det havde den Art, og det havde den Skik, “at hvergang jeg frem maatte ride, “alt fagrere Skogen den blev for mit Blik; “de Fjelde en gyldene Glorie fik;

“de Fjeldvand de hilste, naar fra dem jeg gik, “mig syntes i Kummer og Kvide. “Og nu paa den yderste Afskedens Kvæld “er det smaat med Hrr. Kjeld.

“Jeg ved ikke stort, og det lidet, jeg kan, “af Alder i Glemme mon gange; “jeg ved bare Ett: Af vort fattige Land, “vor tungvindte Skog og vort tungsindte Vand

“tør aldrig vor Fiendens rovgjerrige Hand “en eneste Strimmel faa fange.” Han sad der saa bleg i den sluknende Kvæld, den gamle Hrr. Kjeld.

Saa red han da hjem fra den vældige Vagt, der det skimred paa Soleglød Side. Tre Vintre derefter i Jord var han lagt; men frem af hans Rod der med sagatung Magt

er spiret en Æt, som til Norrig har bragt Berømmelse rygtbar saa vide: De Kolbjørens Sønner som Kjæmpeskud steg af den vældige Eg.