Hellig Staffen

Der vandrer en Mand gjennem Göta Land, Hellig Staffen af Navn at nævne. Ei Pung udi Belte man mærke kan, der barfod han fram monne stævne.

I Kjortel graa han mørk mon gaa, de Nordens Konger til Tals' at staa. – I Danmark raader Kong Kristian.

Han vanked saa vide, den hellig Guds Mand; de Konger han ei fik at skue. Han søgte i Stad, og han stansed paa Strand, i Borg og i Gaard og i Stue.

Fra Sted til Sted for Landefred at bede fra Gud over Norden ned. – Kong Erik han raader i Sveriges Land.

Hellig Staffen han sidder ved Veierand – ikring ham de Bønder stande: “Gjør Bod, I Konger, for Blod og Brand! “Lad lyse Guds Sol over Lande!

“Der staar et Skrig “af Kamp og Krig; “der roper en Hævn af Saar og af Lig!” – I Danmark raader Kong Kristian.

“Der kommer en Time for Sveriges Land “der kommer en Herre at raade. “Carolus han heder den Udaadsmand, “en Konge til Ve og til Vaade.

“Af Rævs Forstand “med Løvens Tand! “Som Hund af Land skal jages han!” – Kong Erik han raader i Sveriges Land.

Hellig Staffen sig reiste paa Veierand: “Der kommer en Krig i de Dage! “Al Ungdom skal falme i Sveriges Land; “der blir ei et Blomster tilbage.

“Alt Lys af Gud “de slukker ud, “de Konger Carolus og Kristian.” Hellig Staffen han løfted sin magre Hand:

“Ei Ufred af Lande mon vige, “før Klubben gaar Hærgang med staalkvas Tand “rundt Sverigs uskyldige Rige, “slaar Varg og Bjørn,

“slaar Viv og Børn “af Adelshøg og Kongeørn, “slaar Konger som Karl og som Kristian.” Paa blodige Fod gjennem Göta Land

Hellig Staffen sig vandred til Døde; han misted sin Fred, og han misted Forstand – de Konger han aldrig fik møde. Men Krigen, som

han varsled om, lig vildeste Varg over Norden kom imellem Kong Karl og Kong Kristian.