Hrr. Peder staar paa Fredriksten og ned mod Halden skuer: “Vi volder Svensken liden Mén, “hvis der i Halden ei fin's En,
“som vælter Vold og sprænger Sten “og sætter Alt i Luer.” “Kun Kvinder kvar maa findes der; “thi Ingen lld tør tænde;
“for vist min Broder fangen er; “thi han har Fredriksten saa kjær, “at var han fri, og var han nær, “saa længst man Halden brænde.”
“Kong Karl var solgt, om Halden brandt; “vi maatte Seier vinde, “naar blot en Eneste vi fandt! “Vi har nok Olaug, det er sandt;
“men som l ved, Hrr. Kommandant, “er hun kun Tjenestkvinde.” Da blev paa Stand Hrr. Peder still; da blev de stille baade:
Fra Kolbjørns Hus der steg en lld; den slikked høi, den flammed vild; fra Hus ved Hus sig slog dertil saa lystelig en Vaade.
Og frem blandt Fienden traadte En, som baade To de kjendte; med Haar forbrændt, med Pande ren af Husbonds Hus hel tryg hun trén,
der Sabler klang og Kugler hven, den unge norske Jente. Hrr. Peder mæled intet Ord; kun braadt til Hatten tager;
men Kongens Kommandant han svor, mens Blodet ham af Kindet fór : “Nu er det Olaugs Sæd, som gror, “nu gjødes Norges Ager.”
Høit brændte gamle Halden da i Troskabs Offerflamme, og Tolvte Karl han drog derfra. Men Flammen brænder der endda,
hvor norske Hjerter banker, ja hvor norsk et Barn kan stamme. I hver en By, i hver en Havn, hvor Norges Vimpel vifter,
fra hver en Daad, fra hvert et Savn, hvert Offer bragt for Norges Gavn, det flammer, Olaugs Jentenavn, omkap med Mænds Bedrifter.
Cookies on Poetry Cove